Jeg ved ikke ret meget om landbrug. Jeg har ikke engang en køkkenhave, hvorfra jeg kan drage små konklusioner om planters vækstbetingelser og den slags. Men alligevel vil jeg driste mig til at komme med nogle tanker omkring det, at bryde ny jord - det, at pløje en tør, hård skorpe af jord, så noget nyt kan sås og få lov til at vokse frem.

På trods af mit manglende kendskab til landbrug, så ved jeg, at bonden pløjer - han trækker lange furer i marken med en plov, hvori frøene eller løgene eller knoldende, skal lægges. Så vokser planterne nemlig frem på fine, lige rækker, der gør det nemmere at bevæge sig ud i marken for at luge ukrudtet.

Lige for tiden tror jeg, at Gud er ved at bryde ny jord i mit hjerte. Mit hårde, tørre hjertejord, som desperat trænger til at blive plejet og vandet. Det blev ekstra klart for mig, da jeg stødte på følgende skriftsted:

"I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tide at søge Herren, så han kan komme og lade sin velsignelse regne ned over jer." Hosea 10:12

Det første, der sprang mig i øjnene, var ordet "retskafne". Hvad betyder det egentligt? Det er ikke et ord, vi bruger særlig tit, så jeg måtte lige slå det op. Retskaffen er et tillægsord, som betyder ærlig og pålidelig; lovlydig. Så retskafne handlinger må være ærlige handlinger, handlinger, der er pålidelige - eller udspringer af/kommer fra en, som er pålidelig. Det, som jeg altså skal så i mit ny-pløjede hjertejord, er handlinger, som er ærlige og pålidelige - og som selvfølgelig overholder loven.

Men har jeg da ikke indtil videre være pålidelig og ærlig? Jo da, det har jeg, synes jeg. Det er i hvertfald altid det, jeg tilstræber. Men jeg er nok en smule uærlig ind i mellem, og jeg glemmer aftaler og andre ting jævnligt, så helt pålidelig er jeg heller ikke.

Men hvad er det så, jeg skal? Hvad er det for noget nyt jord, Gud er ved at bryde i mig? Og hvilke handlinger er det, der kræver, at jeg tildeler ekstra opmærksomhed, så jeg kan så retskaffent?

Jeg oplever, at Gud kalder mig til større handling - ind til mere tjeneste for ham. Og det gør ondt, for at være helt ærlig. Det er frygtindgydende for mig. For jeg ønsker helhjertet at tjene ham, men det betyder, at jeg er nødt til at forlade min dejlige, lune comfortzone, hvor jeg lidt for længe nu har krøllet mig sammen under tæppet og hygget mig med små-bønner og Biblen i let-læsning format. Og Gud ved det godt. Han ved også, at det er en tilbagevendende kamp i mig, ent spændningsfelt, hvor jeg lever i en kamp mellem det, der er trygt og rart, og det, der er fyldt med eventyr, udfordringer og åndelige hudafskrabninger. Han ved, at jeg har et helt arsenal af undskyldninger for ikke at udføre det, han lægger på mit hjerte.

Jeg har så travlt. Jeg har en familie med 3 aktive børn. Jeg skal lave mad, vaske tøj, støvsuge og tørre støv af. Jeg skal i øvrigt også passe mit arbejde. Jeg skal handle ind. Jeg skal liiige have en stille kop kaffe for mig selv, bare 5 minutter. Jeg skal også nå at motionere lidt. Der skal ryddes op, stryges og den lille skal bades. Der skal smøres madpakker og facebook skal vedligeholdes.

Listen bliver hurtig lang, og mit gæt er, at du har en lignende liste.

Men jeg har længe haft en længsel efter at ændre på lidt af det her, så jeg kunne have mere tid til ham, jeg hævder er mit livs kærlighed - Jesus. Og hvis ikke jeg er opmærksom, sniger pligterne sig bare ind og tager al min tid. Og nu kalder Gud igen - for det er noget af det, han bliver ved med. Godt nok er han ikke sådan en type, der bare brager ind og kræver med trusler om straf, hvis ikke han får hvad han vil have... nej, han er mere raffineret og fin - stædig, men tålmodig. Han venter, selvom han længes inderligt efter tid med hans børn. Og når tiden er inde - når jeg er nået dertil, hvor jeg igen lytter - så kalder han igen. Og han kalder lige nu. På mig. På dig.

Jeg har en fornemmelse af, hvad han kalder mig til - en rejse, der kræver at jeg tør åbne mig op overfor en gruppe af venner, der holder af mig. At jeg tør blotte en del af mig selv, og stole på, at den input jeg så får, er kærlig, omsorgsfuld og ærlig. Det er svært - især for en, som det meste af sit liv har levet i et underligt følelses-eksil, hvor udvalgte få (og det er ikke lig med priviligeret) har fået lov til at se det inderste af mig. For jeg har nemlig bildt mig selv ind, at jeg ikke er god nok, og at jeg derfor hellere må bygge en smilende facade op.

Hmmm. Så retskafne handlinger. Vær ærlig og pålidelig. Det er Guds udfordring til mig lige nu. Følger jeg trop, ved jeg, at han vil hjælpe med at bryde nyt jord i mit hjerte - han vil nænsomt fører ploven, skabe smukke, dybe, nye furer, hvor nye planter kan få lov til at vokse frem. Og til sidst vil jeg få lov til at høste velvilje.

Hvad kalder Gud dig til? Hvilket område af dit liv vil han gerne have lov til at pløje og bryde nyt jord i?

Kom til mig, alle I som er trætte og tynget ned af byrder - og jeg vil give jer hvile. Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let. Matt. 11:28-30

I don't know much about farming. I don't even have a vegetable garden from which I can draw conclusions about the best conditions for growing plants and the like. But nevertheless, I have some thoughts about one kind of farming, thoughts on breaking unplowed ground - thoughts on plowing a dry, hard crust of earth, so something new can be sown and allowed to grow.

Despite my lack of knowledge of farming, so I know the farmer plows - he makes long furrows in the field with a plow in which the seeds will be sown. The plants will in this way grow in fine, straight rows, making it easier to move about in the fields to weed.

Right now, I believe that God is breaking new ground in my heart. My hard, dry heart-soil that desperately needs to be nurtured and watered. It was extra clear to me when I came across the following passage:

Sow righteousness for yourselves, reap the fruit of unfailing love, and break up your

unplowed ground; for it is time to seek the LORD, until he comes and showers his righteousness on you. Hosea 10:12

The first thing that caught my eye was the word "righteousness". What does that mean? It is not a word we use very often, so I had to look it up. Righteous is an adjective, meaning morally upright, without guilt or sin, in accordance with virtue or morality. I believe we can conclude that a righteous person is also honest, trustworthy, because they do what is right. So sowing righteousness must mean being honest, reliable - trustworthy. What I therefore must sow in my new-plowed heart-soil, is righteousness - honesty, reliability, trustworthiness.

But I have not so far be reliable and honest? Oh yes, I have, I think. It is certainly always what I aspire. But I'm probably slightly dishonest every now and then, and I forget appointments and other things regularly, so I cannot brag about being overly reliable, either.

But what is it that I need? What is that unplowed ground, God is breaking in me? And to what should I assign extra attention, so that I can sow righteous?

I feel that God is calling me into greater action - into more service to him. And honestly, it hurts. It is terrifying to me. For I wish wholeheartedly to serve him, but it means I have to leave my lovely, warm comfort zone where I have slumbered for too long now, curling up under a blanket and enjoying myself with small prayers and the Bible in an easy-read format. And God knows it. He also knows that it is a continous battle in me, a pressure-filled zone where I live in a battle between what is safe and nice, and what is filled with adventure, challenges and spiritual abrasions. He knows I have a whole arsenal of excuses for not acting what he puts on my heart.

"I'm so busy. I have a family with 3 active kids. I must cook, wash clothes, vacuum and dust. I must indeed do my job. I must go shopping. I juuust need to have a quiet cup of coffee by myself, just 5 minutes. I also have to find time to exercise a little. There are messes that need to be cleaned up, ironing to do and the little one needs to be bathed. I have to fix the packed lunches and maintain my facebook profile."

The list grows long fast, and my guess is that you have a similar list.

But I've long had a yearning to change some of this so I could have more time to spend with him, whom I claim is the love of my life - Jesus. And if not I'm aware, chores will sneak up and consume all my time. And now God is calling again - for that is one of the things he does. He is not the kind who just barges in and demands away, with threats of punishment if he doesn't get what he wants ... no, he is more refined and delicate - stubborn, but patient. He waits though he yearns for time with his children. And when the time comes - when I finally reach the point where I am willing to listen - he calls again. And he is calling right now. Calling me. And you.

I have an idea of ​​what he is calling me to do - to embark on a journey that requires I dare open up to a group of friends who love me. That I dare reveal parts of my inner self, and that I trust the input I get is loving, caring and honest. It is hard - especially for someone who has spent most of her life living in a strange emotional exile, where a selected few (and that is not equivalent to privileged) have been allowed to see the hidden insides of me. In fact I have made myself believe that I'm not good enough and to keep safe, I buildt a smiling facade up.

Hmmm. Sow righteousness. Be honest and reliable. It is God's challenge to me right now. If I follow suit, I know that he will help break new ground in my heart - he will gently lead the plow, creating beautiful, deep, new furrows, where new plants can be allowed to grow. And finally, I will be allowed to reap the fruit of unfailing love.

What is God calling you to do? What area of ​​your life does he want to be allowed to plow and break new ground in?

Come to me, all you who are weary and burdened, and I will give you rest. Take my yoke upon you and learn from me, for I am gentle and humble in heart, and you will find rest for your souls. For my yoke is easy and my burden is light. Matt. 11:28-30

Motion - boksning og kirken.

Pyha, jeg er træt og tung i kroppen i dag. I går meldte jeg mig ind i en bokseklub, og var til min første træning på halvanden time. Det var hårdt - og sjovt! Træneren, der nonchalant gik rundt i cowboybukser og med et stopur og fløjte i hånden, piskede os rundt i forskellige øvelser i lokalet uden ordentlig udluftning. Kampholdet havde trænet lige inden, så luften var tung allerede da vi startede.

Jeg var afsted sammen med en veninde. Det er også hende, der har introduceret mig til sporten, og jeg var med for over et år siden til en prøvetime. Dengang gik jeg hjem bidt af sporten, men den dovne del af mig sejrede, og jeg fik aldrig meldt mig ind. Men nu skal det være - der er ikke flere ordentlige undskyldninger længere.

Og det er faktisk rigtig sjovt, hvis man er til den slags. Min mand dyrker lange, seje løbeture, og han er god til det. Men det er jeg ikke. Jeg har prøvet - selvom jeg nok aldrig har løbet mere end allerhøjst 5 kilometer af gangen. Jeg har også prøvet træningscentre, og det er heller ikke mig. Jeg kan faktisk godt lide at løfte vægte, men at stå i et lokale med en masse muskelmænd, der ikke har øje for andet end dem selv i spejlet, er ikke tiltalende. Eller at hoppe rundt i et lokale med kvinder i dyrt, nyt designer sportstøj - det er heller ikke mig. Jeg er i øvrigt så ringe koordineret, at når jeg endelig har fundet trinene, er de gået videre til noget nyt...

Jeg er ved at finde ud af, at jeg har brug for nogen, der pisker mig af sted. Nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre, så jeg bare skal lægge kræfterne i at høre efter og gøre mit bedste. Jeg er ikke strateg eller administrator, jeg trives bedst med rammer for min udfoldelse. Og i motionsboksning er det præcis, hvad jeg får. Og i lige præcis den klub, jeg er meldt ind, kommer der folk fra hver en skuffe. Her er der folk, der gerne ville op på kampholdet. Der er folk, der bare gerne vil tabe sig en smule, strammes lidt op, forbedre konditionen, og der er folk, der vil tabe sig en hel masse kilo. Der er folk i alle aldersgrupper, og ingen står og ser sig i spejlet. Ingen har ultra fancy tøj på - her er alle nede på jorden. Folk hepper på hinanden!

Jeg blev meget nervøs da opvarmingen var ovre, og vi skulle tage boksehandsker på og stille os 6 mennesker om en boksepude. "Åh nej," tænkte jeg "nu kan de alle se at jeg ikke kan det her." Men ingen kiggede på, om jeg kunne eller ej. De så kun efter, at jeg prøvede - og så heppede de. Vildt fremmede mennesker smilede til mig og bakkede mig op. Jeg blev næsten helt høj af den accept, jeg syntes kom flydende helt naturligt.

Sådan et fællesskab burde vi alle have - en bokseklub, hvor vi hepper, opmuntrer og hjælper hinanden i de udfordringer, vi uundgåeligt vil støde på i livet. Da vi skulle lave mavebøjninger hængende ud over bokseringen, sad min veninde på mine ben for at forhindre mig i at falde ned. Sådan en veninde har jeg også brug for, til at holde mig fast, når jeg er ved at ryge ud over en klippekant i mit livs eventyr, når mulighederne består af frit fald mod afgrunden eller hjælp til at kæmpe sig op igen. Da vi på skift boksede løs på boksepuden i 10 sekunder af gangen, troede jeg ikke, jeg kunne gennemføre - indtil jeg hørte en venlig stemme tæt på mig sige "flot tempo, hold den, bare 5 sekunder endnu", og så talte han ned, så jeg kunne placere det sidste slag med resterne af mine kræfter, uden nederlag. Sådan en ven har jeg brug for, når kræfterne begynder at slippe op og jeg bare har lyst til at kaste handskerne i ringen.

Og ligesom jeg har brug for en træner til at piske mig af sted, og en veninde til at mødes med, så har jeg også brug for en træner i mit liv som kristen. Jeg kunne vælge træningen fra, og leve et liv med fedt og sødt, mens min krop forfalder og bliver blød. Jeg kunne vælge ikke at tage åndeligt føde til mig, vælge ikke at disciplinere mig selv og aldrig løfte en "åndelig finger", men så ville mit åndelige liv også bare blive blødt og uden bid.

For at holde mig sund og i form åndeligt, har jeg brug for dagligt at holde mig til træningen - altså at læse Guds ord, og at bede. Jeg har brug for at øve mig i at lytte til hans stemme. Ligesom en løbetur hver trejde måned ikke kommer til at ændre noget særligt ved ens kondition, vil en tilfældig andagt eller gudstjeneste besøg heller ikke ændre noget særligt i dit åndelige liv.

Kirken bør være vores bokseklub. Ikke for at vi skal slå på hinanden, men fordi det er et af de helt centrale steder at hente det fællesskab, der ikke skeler til, om du kan det hele eller er fin nok i tøjet. Det er der, det accepterende fælleskab har sin rod - der, hvor vi sidder på hinandens ben, billedligt sagt, og hvor vi hepper på hinanden og motiverer hinanden.

Phew, I'm tired today and my limbs all feel heavy. Yesterday, I enrolled in a boxing club and had my first 1.5 hour workout. It was hard - and fun! The coach, who nonchalantly walked around wearing jeans, carrying a stopwatch and whistle in hand, whipped us through various exercises in a room without proper ventilation. The clubs fighting team had trained just before us, so the air was heavy already when we started.

I had gone to training with a friend. She is the one who introduced me to the sport, and over a year ago, I went with her just to see what it was all about. I went home hooked on the sport, but the lazy part of me prevailed and I never got around to going back. Now I am out of decent excuses.

And it's actually a lot of fun - if you like this kind of sport. My husband runs long, tough distances, and he's good at it. But I am not. I've tried - although I have never run more than 5 kilometers at a time. I have also tried training centers, and it's just not me. I actually like lifting weights, but working out in a room with a bunch of muscle men who just love to watch themselves in the mirror is not pleasing. And jumping around in a room with women in new and expensive designer sportswear - it's just not me. Besides, I am so poorly coordinated that when I finally figure out how to do the steps, they've moved on to something new ...

I'm beginning to understand that I need someone to boss me around - someone to tell me what I should do, so I just need to put my energi into listening and doing my best. I am not a strategist or an administrator, I thrive best with the frames set for my creativity. And with boxing, that is exactly what I get. And in this particular club, there are people from every drawer. There are people who want to make the fight team. There are people who just want to loose a bit of weight , get tightened up a bit, improve their fitness, and there are people who want loose a lot of kilos. There are people of all age groups, and no one is concerned with looking in the mirror. No one has ultra-fancy clothes on - here, everyone is down to earth. And people cheered each other!

I was very nervous when we were finished warming up and we had to put on the boxing gloves and share a punching pad between 6 people. "Oh no," I thought "now they can all see that I don't know what I am doing." But nobody cared whether I could or not. They only cared that I tried - and then they cheered. Strangers smiled at me and backed me up. The acceptance that I felt come flowing naturally, almost got me high!

We should all have such a fellowship - a boxing club, where we cheer, encourage and help each other in the challenges we inevitably will encounter in life. When we had to do sit-ups hanging out over boxing ring, my friend sat on my legs to prevent me from falling down. I know I such a friend to hold me tight when I'm about to fall off the edge of a cliff in my life, when the opportunities consist of a terrifying free-fall towards the abyss or getting help to lift myself up again.

As we took turns punching away at the boxing pad for 10 seconds at a time, I thought I wouldn't make it - until I heard a friendly voice near me say "nice pace, hold it, just 5 seconds yet," and then he counted down so I could place the last punch with the remnants of my strength, without defeat. I need a friend like this when my strength is running low and I just want to quit.

And like I need a coach to boss me around, as well as a friend to meet with, I also need a coach in my life as a Christian. I could choose not to work out and instead live a life of fat and sweet, while my body wears down and becomes soft. I could choose not to take any spiritual food, choosing not to discipline myself and never move a spiritual muscle, but then my spiritual life would also just be soft and without bite.

To keep myself healthy and in shape spiritually, I need daily to exercise - that is to read God's word and pray. I need to practice listening to his voice. A jog every third month is not going to change anything special about your health, and a random devotion or church attendance will not change anything special in your spiritual life. The church should be our boxing club. Not that we should punch each other, but because it is one of the key places to become part of a community paying little attention to whether you can do it all or whether you dress well enough. Church is where the accepting community has its roots - where we are sit on each others legs, figuratively speaking, and we cheer each other and motivate each other.

En lille åbenbaring

Dagen i dag har bare været en af de dage, man har lyst til at gemme langt væk, ind på bagerste hylde, hvor man næsten aldrig når ind. Jeg stod ellers op med gode intentioner - 10 minutter tidligere end jeg plejer... Der blev tid til både et bad og bibellæsning, inden jeg vækkede pigerne.

Johanna er altid sværest at vække. Hun er en rigtig lille sovetryne, og det tog lang tid, før hun slog øjnene op. Hun ville ikke have morgenmad, men ville spise i børnehaven. Fint, tænkte jeg - så kan jeg komme tidligere ud af døren med hende, og den planlagte cykeltur til arbejdet ville blive nem.

Men indeni gryede der uro. Stressfornemmelser. Mit humør begyndte langsomt at dale. Tanken om at skulle cykle på arbejde var faktisk ikke så tiltalende alligevel. Jovist, jeg vil gerne have motionen og spare på brugen af bil, men det har altid været en stressfaktor for mig at sidde i sadlen og trampe febrilsk i pedalerne, fordi jeg skal nå frem inden kl 8, så jeg kan nå at dampe af og være frisk igen til undervisningen.

Jeg endte med at tage bilen, med en følelse af nederlag hængende som en tung tordensky over mig. Og da jeg nåede på arbejde, stod der en mor og ventede med brok over datterens sidekammerat, som hun mente forstyrrede usædvanligt meget. Suk. Har du nogensinde forsøgt at holde styr på 25 lopper? Så ved du, hvordan det jævnligt er umuligt at opretholde alles koncentration og en larmende stilhed med 25 små, 1. klasses elever.

Men timen gik godt. Der var faktisk ro. Måske fordi klassens to umuligusser ikke var der, men under alle omstændigheder var der ro, og de var helt med på, hvad det var vi lavede. Indtil mobilen ringede... med besked om en meget dårlig Johanna, der med diarre altså ikke kunne blive i børnehaven.

Hjem igen, før tid, og til besvær for arbejdsgiver og kollegaer. Suk.

Men Gud har det med at dukke op, det ved jeg af erfaring, og jeg benyttede mig faktisk også af denne viden til at brokke mig. Øv, hvor er livet surt nogengange. Nogle dage føles som op af bakke fra jeg står op til jeg går i seng. Osv. Men inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke er helt fair at brokke mig, så jeg gik ud i haven for at rydde lidt op og samle tørre blade sammen men Johanna sov. Og så dukkede Gud op.

Solen brød stille frem, og jeg satte mig på havebænken for at læne hovedet tilbage og suge den spæde solstråle til mig, da jeg kom i tanke om en app på min mobil - denne app giver mig nemlig et nyt skriftsted hver dag. Så op kom mobilen og vupti - et skriftsted:

Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.

Johannes Åbenbaring 21:7

Jeg måtte smile lidt - for det var som om Gud hviskede til mig "kan du så komme over det. Videre... det er altså ikke så slemt, og langt de fleste dage har du det jo godt. Nu må du altså sejre over dine negative tanker. Du har jo intet at miste."

Jeg tror vi alle har tendens til at fortabe os i det negative ind i mellem. Og nogle gange har vi det slet ikke så svært, som vi bilder os ind - så måske skulle vi bare tage kampen op og stole på, at Gud er på vores side? Og helt ærligt... hvem vil ikke gerne være Guds barn? Det vil jeg i hvertfald gerne.

Jeg må med skam erkende, at jeg ind i mellem glemmer, hvor radikal Jesus er. Der er intet blødsødent over ham, når det kommer til de ting i livet, der virkelig gælder. Men vi har en tendens til at fremstille ham som utrolig blød, venlig, rar og uden ret meget bid.

Jeg tror bestemt, at Jesus har en blød side - en varm, tålmodig og tilgivende side, som han ikke er bange for at vedkende sig eller bruge. Når han tilgiver os igen og igen - når han endnu engang slår armene om os og lader os tude alle vores sorger og bekymringer ud - når han lægger sine store, lune hænder på de syge og helbreder dem... ja så er det den bløde Jesus, der arbejder. Så er det hans bankende hjerte og store kærlighed, der kommer til udtryk.

Men hvis vi begrænser ham til at være sådan en blød Jesus, tror jeg vi går glip af rigtig meget. Vi må se ham, som han virkelig er - med alle de facetter, han har. Med de mangelfulde øjne vi har, må vi alligevel prøve på at se og forstå, at der er mere ved Jesus, end det bløde og rare. Og så må vi forsøge at gøre, som han prædiker.

Jesus kunne blive vred. Han blev så vred, da han så, hvordan folk omdannede templet til en markedsplads, at han lavede sig en pisk og gik amok på boderne. Folk og dyr måtte springe og dukke sig - men han havde jo ret! Guds hus er ikke en markedsplads, men et sted hvor vi beder, søger Gud og tilbeder Ham. I Guds hus handler det faktisk ikke ret meget om mig - men om Ham. Vi er bare så velsignede, at han skaber plads til os - også i hans hus.

Jesus kunne også sige ting, der provokerede - og som stadig den dag i dag provokerer. Læs engang hvad der står i Mattæus 5: 21-22:

I har hørt, at der blev sagt til vores forfædre: 'Du må ikke begå drab.' Hvis nogen gør det, skal de stilles for retten. Men jeg siger jer: Den der blot bliver vred på sine nærmeste, burde stilles for retten. Og den, der kalder en anden for en forbandet idiot, burde straks stilles for en domstol. Og de, der kalder andre for ugudelige tåber, fortjener selv at blive kastet i Helvedes ild.

Det er altså Jesus, der siger disse ord. Enhver anden, der udtalte sig således, ville blive beskyldt for at være firkantet og sikkert også hårdnakket. Men det er altså Jesus, der siger det.

Hmm. Hvor mange gange har jeg lige været sur og vred på mine nærmeste? Det gælder min mand, børn, søskende...

Hvornår har jeg sidst kaldt et andet menneske for idiot... eller noget andet lignende? Hvornår har jeg ladet mit temperament dømme andre ude?

I Jakobsbrev kapitel 3:5 bliver tungen beskrevet som værende "kun en lille del af vores krop, men den kan sætte en hel lavine af begivenheder i gang." Endvidere skriver Jakob, i vers 9 & 10: "Tungen kan bruges til at lovprise Gud, men den samme tunge kan også bruges til at forbande mennesker, der jo er skabt i Guds billede. Hvis den samme mund både velsigner og forbander, må der være noget galt, venner!" Når vi udtaler os om andre mennesker i vrede, lader vi tungen forme forbandelser, som vi slynger ud uden at tænke over det. Vi burde i stedet udtale velsignelser over andre, og kan vi ikke det, fordi vi er vrede, burde vi faktisk tie stille... og handle på, hvad Jesus fortsætter sin tale i Mattæus med at sige.

Læser man resten af kapitlet (Mattæus 5), bliver man straks klar over, at Jesus prædiker om forsoning. Han er ikke ude på at slå os oven i hovedet og give os dårlig samvittighed, fordi vi jævnligt fejler. Men han har et helt konkret mål - opfør jer ordentligt! Sørg for at blive gode venner, behandl hinanden med respekt. Snyd ikke nogen! Tænk dig om, før du siger noget dumt!

Jesus er vildt radikal. Vi kan alle komme med mange invendinger, der alle skal retfærdiggøre vores vredesudbrud, vores surhed og vores udtalelser om andres intelligens... men de holder ikke. Ikke en eneste en af dem. Det eneste, der holder, er når vi sluger vores bitre stolthed og ydmyger os.

Heldigvis er Jesus den han er, og ikke et ufuldkomment menneske. Han rummer alt. Når vi har klokket i det, og må sluge den der bitre stolthed, står han parat med armene åbne. Han vender aldrig ryggen til os eller giver os den kolde skulder. Men han opfordrer os til at handle på vores erkendelse af at have fejlet: "...gå hen og bliv forsonet...betal, hvad du skylder, få et forlig i stand..." (Matt. 5: 23-26).

Nogengange er det svært at gøre det rigtige. Nogengange føles det måske ikke så rart. Men hvis livet handlede om at leve, så alt føltes rart, ville livet blive ensomt - for så ville vi alle handle egoistisk uden hensyntagen til hinanden.

Lad os tøjle vores følelser, bruge dem fornufti

gt, og i stedet styre vores tunger, tilgive hinanden, og sammen pege på Jesus.

I am ashamed to admit that I occasionally forget how radical Jesus is. There is nothing soft about him when it comes to the things in life that really count. But we have a tendency to portray him as incredibly soft, friendly, pleasant and without much bite.

I firmly believe that Jesus has a soft side - a warm, patient and forgiving side that he is not afraid to acknowledge or use. When he forgives us again and again - when he once again throws his arms around us and lets us sob out all our sorrows and fears - when he puts his big, warm hands on the sick and heals them ... yes - this is the soft Jesus working. This is one of the ways in which he expresses his beating heart and great love.

But if we limit him to be such a soft Jesus, I think we miss much. We must see him as he really is - with all the different expressions he has. With the defective eyes we have, we must still try to see and understand that there's more to Jesus than what is soft and nice. And then we must try to do as he preaches.

Jesus could be angry. He was so angry when he saw how people transformed the temple into a marketplace that he made himself a whip and went berserk in the stalls. People and animals had to jump and duck - but he was right! God's house is not a marketplace, but a place to pray, to seek God and worship Him. In God's house, it's really not very much about me - but about Him. We are so blessed that he creates space for us - even in his house.

Jesus could also say things that provoked - and still to this day provokes. Read again what Matthew 5: 21-22 says:

You're familiar with the command to the ancients, 'Do not murder.' I'm teling you that anyone who is as much angry with a brother or sister is guilty of murder. Carelessly call a brother 'idiot!' and you just might find yourself hauled into court. Thoughtlessly yell 'stuoid' at a sister and you are on the brink of hellfire. The simple moral fact is that words kill.

Jesus who said those words. Anyone else who spoke thus, would be accused of being proud and probably stubborn. But Jesus says it.

Hmm. How many times have I been mad and angry at my nearest? My husband, children, siblings ...
When have I last called another man a fool ... or anything similar? When I have let my temper judge others?

James chapter 3:5 says: "A word out of your mouth may seem of no account, but it can accomplish nearly anything - or destroy it! Furthermore, James writes, in verses 9 & 10: "With our tongues we bless God our Father; with the same tongues we curse the very men and women he made in his image. Curses and blessings out of the same mouth! My friends, this can't go on."

When we speak about other people in anger, we let the tongue shape curses, which we then fling out without thinking about it. We ought instead to pronounce blessings over others, and if we can't, because we are angry, we should really keep quiet ... and act on what Jesus continues to say in his speech in Matthew 5.

If you read the rest of the chapter (Matthew 5), you immediately see that Jesus preached about reconciliation. He is not trying to hit us over the head and give us a bad conscience because we frequently fail. But he has a very specific goal - be well behaved! Be good friends, treat each other with respect. Do not cheat anyone! Think twice before you say something stupid!

Jesus is wildly radical. All of us can come up with many excuses trying to justify our anger, our pride and our opinions about the intelligence of others ... but it is not good enough. None of our arguments hold water. The only thing that is valid, is when we swallow our bitter pride and humble ourselves.

Fortunately, Jesus is who he says he is and not an imperfect human. He is capable of embracing everything. Once we have messed, and we are ready to swallow that bitter pride, he is ready for us with arms open wide. He never turns his back to us or gives us the cold shoulder. But he urges us to act on our awareness of having failed "... go and be reconciled ... make things right ..." (Matthew 5: 23-26).

Sometimes it is hard to do right. Sometimes it feels not so nice. But if life was about to living according to what feels nice, life would quickly become lonely - we would all act selfishly without regard for each other.

Let us take control of our emotions, use them wisely, and instead harness our tongues, forgive each other and together point to Jesus.

Maria og Marta, og hvad vi kan lære af dem

I sidste uge var det min opgave at prædike til søndagens gudstjeneste - en opgave, jeg elsker at få, men som også kræver en del arbejde og forberedelse... ikke mindst fordi jeg selv stiller store krav til min egen præstation.

Og jeg havde valgt Johannes 12 - et kapitel, der er sprængfyldt med emner, man kan tage fat på og tale længe om. Men jeg standsede ved Marta og Maria. Og jeg har et ømt punkt for Marta. I Lukas 10 møder vi de to søstre i en situation, hvor Marta kunne have valgt at blive fornærmet eller såret. Jesus irettesætter hende nemlig, da hun klager over, at Maria ikke hjælper hende i husholdningens arbejde, men i stedet sidder og lytter ved Jesu fødder. Jesus siger til Marta, at hun bekymrer sig alt for meget, og at Maria har valgt den gode del - at sidde tæt på hendes mester og lytte til de ord, der kommer fra ham.

Maria valgte at bruge sin tid på at styrke sit forhold til Jesus. Hun valgte at tage ved lære af alt, hvad han ønskede at dele med de, der lyttede. Hun valgte den gode del, sagde Jesus. Betyder det, at Martas ønske om at tjene Jesus rent praktisk ikke tæller?

Skal vi kun suge til os, og ikke yde en fysisk indsats?

Det tror jeg ikke. Når vi møder søstrene igen i Johannes 12, er de nemlig i gang igen - Maria sidder ved bordet og spiser med Jesus, og Marta varter op og serverer. Har hun ikke hørt efter? Har hun ikke lært noget?

Det tror jeg, at hun har. Den Marta, vi møder i Johannes 12, har forstået, at det er vigtigt at bruge tid på relationen med Jesus. Hun har forstået, at bekymringer ingen nytte gør. Hun ved nu, at Jesus har magten til at ændre radikalt ved hendes - og andres - liv. Det oplevede hun i det foregående kapitel, hvor hendes bror, Lazarus, dør, men bliver vakt til live igen af Jesus, selvom han har været død i flere dage. Da Marta hører, at Jesus er på vej hjem til dem, efter Lazarus' død, løber hun ham i møde og udøser sit hjerte for ham. "Havde du været her, var min bror ikke død", siger hun til ham, og fortsætter "men selv nu, ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil han give dig." Marta havde fuld tillid til, at Jesus kunne gøre et eller andet, for at ændre på hendes ulykkelige situation. Hun har forstået, at han har noget, hun ikke selv har.

Når Marta så serverer i Johannes 12, er det et udtryk for kærlighed til Jesus. De holder en fest til ære for ham, som tak for, at han bragte Lazarus tilbage til livet. En fest kommer ikke op at stå uden, at nogen tager fat, og Marta ser ikke sig selv for god til at yde en praktisk indsats her. Hun ved, at når en opgave skal løses, må man smøge ærmerne op, og tage fat - men i modsætning til før, gør hun det nu med fornyet glæde og en bedre forståelse af Guds søn. Hun brugte sine evner til at ære Jesus.

Jeg sluttede min prædiken i søndags med at konkludere, at vi er kaldet til også at tjene Gud med de evner vi har - ligesom Marta, der bruger sine evner som den gode husmor, skal vi bruge de evner vi har, til at ære Jesus. Vi skal blot huske balancen mellem arbejde og hvile - mellem at tjene og tilbede. Maria havde valgt den gode del - den del skal vi også vælge, men uden at gå på kompromis med vores tilbedelse af Jesus.

Hvis du vil læse mere om Maria og Marta, kan jeg anbefale artiklen på følgende link:

http://www.christianbooksummaries.com/library/v3/cbs0316.pdf

Last week I had the privilege of preaching at the Sunday service - a job that I love, but which also requires a lot of work and preparation ... not least because I selfishly strive to do my best every time.

And I had chosen John 12 - a chapter bursting with topics to address and speak at length about. But I stopped at Martha and Mary.

And I have a sore spot for Martha. In Luke 10, we meet the two sisters in a situation where Martha could have chosen to be offended or hurt. Jesus rebukes her when she complains that Mary did not help her with household chores, but instead sits and listens at the feet of Jesus. Jesus says to Martha that she worries too much and that Mary has chosen that good part - to sit close to her master, and listen to the words from his mouth.

Mary chose to spend her time strengthening her relationship with Jesus. She chose to learn from everything he wanted to share with those who listened. She chose the good part, Jesus said. Does that mean that Martha's desire to serve Jesus in practical terms does not count?

Should we too just sit still, soaking in His words and nok make any physical effort?

I don't think so. When we meet the sisters again in John 12, they are at it again - Maria sitting at the table and eating with Jesus, and Martha doing all the serving. Has she not listened to what Jesus said in Luke 10? Has she learned nothing?

I think that she has. The Martha we encounter in John 12, has understood that it is important to spend time building a relationship with Jesus. She understands that worries do no good. She knows now that Jesus has the power to radically change her life, and the lives of everyone else. In the previous chapter, John 11, her brother - Lazarus - dies, but he is brought to life again by Jesus, despite the fact that he has been dead for several days. When Martha hears that Jesus is coming back to see them after Lazarus' death, she runs to meet him, and pours out her heart to him. "Had you been here, my brother would not have died," she says to him, and continues, "but even now, I know that what you ask God, He will give you." Martha was fully confident that Jesus could do something to change her unhappy situation. She understands that he has something she does not even have.

When Martha then serves at the party in John 12, it is an expression of love for Jesus. Lazarus, Mary and Martha host a feast in honor of him, thanking him for bringing Lazarus back to life. A party does not come into being without someone doing some practical work, and Martha does not see herself too good to do some practical work here. She knows that when a task needs to be done, there is no other way than to do the work - but unlike before, she now works with renewed joy and a better understanding of God's Son. She used her abilities to honor Jesus.

I ended my sermon on Sunday by concluding that we also are called to serve God with the abilities we have - like Martha, who uses her skills as a good housewife, we must use the abilities we have to honor Jesus. We must remember to keep a balance between work and rest - between serving and worship. Mary had chosen the good part - that part we must also choose, but without compromising our worship of Jesus

To read more about Mary and Martha, I can recommend the article at the following link:

http://www.christianbooksummaries.com/library/v3/cbs0316.pdf