Johanna er altid sværest at vække. Hun er en rigtig lille sovetryne, og det tog lang tid, før hun slog øjnene op. Hun ville ikke have morgenmad, men ville spise i børnehaven. Fint, tænkte jeg - så kan jeg komme tidligere ud af døren med hende, og den planlagte cykeltur til arbejdet ville blive nem.
Men indeni gryede der uro. Stressfornemmelser. Mit humør begyndte langsomt at dale. Tanken om at skulle cykle på arbejde var faktisk ikke så tiltalende alligevel. Jovist, jeg vil gerne have motionen og spare på brugen af bil, men det har altid været en stressfaktor for mig at sidde i sadlen og trampe febrilsk i pedalerne, fordi jeg skal nå frem inden kl 8, så jeg kan nå at dampe af og være frisk igen til undervisningen.
Jeg endte med at tage bilen, med en følelse af nederlag hængende som en tung tordensky over mig. Og da jeg nåede på arbejde, stod der en mor og ventede med brok over datterens sidekammerat, som hun mente forstyrrede usædvanligt meget. Suk. Har du nogensinde forsøgt at holde styr på 25 lopper? Så ved du, hvordan det jævnligt er umuligt at opretholde alles koncentration og en larmende stilhed med 25 små, 1. klasses elever.
Men timen gik godt. Der var faktisk ro. Måske fordi klassens to umuligusser ikke var der, men under alle omstændigheder var der ro, og de var helt med på, hvad det var vi lavede. Indtil mobilen ringede... med besked om en meget dårlig Johanna, der med diarre altså ikke kunne blive i børnehaven.
Hjem igen, før tid, og til besvær for arbejdsgiver og kollegaer. Suk.
Men Gud har det med at dukke op, det ved jeg af erfaring, og jeg benyttede mig faktisk også af denne viden til at brokke mig. Øv, hvor er livet surt nogengange. Nogle dage føles som op af bakke fra jeg står op til jeg går i seng. Osv. Men inderst inde ved jeg jo godt, at det ikke er helt fair at brokke mig, så jeg gik ud i haven for at rydde lidt op og samle tørre blade sammen men Johanna sov. Og så dukkede Gud op.
Solen brød stille frem, og jeg satte mig på havebænken for at læne hovedet tilbage og suge den spæde solstråle til mig, da jeg kom i tanke om en app på min mobil - denne app giver mig nemlig et nyt skriftsted hver dag. Så op kom mobilen og vupti - et skriftsted:
Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn.
Johannes Åbenbaring 21:7
Jeg måtte smile lidt - for det var som om Gud hviskede til mig "kan du så komme over det. Videre... det er altså ikke så slemt, og langt de fleste dage har du det jo godt. Nu må du altså sejre over dine negative tanker. Du har jo intet at miste."
Jeg tror vi alle har tendens til at fortabe os i det negative ind i mellem. Og nogle gange har vi det slet ikke så svært, som vi bilder os ind - så måske skulle vi bare tage kampen op og stole på, at Gud er på vores side? Og helt ærligt... hvem vil ikke gerne være Guds barn? Det vil jeg i hvertfald gerne.
No comments:
Post a Comment