Motion - boksning og kirken.

Pyha, jeg er træt og tung i kroppen i dag. I går meldte jeg mig ind i en bokseklub, og var til min første træning på halvanden time. Det var hårdt - og sjovt! Træneren, der nonchalant gik rundt i cowboybukser og med et stopur og fløjte i hånden, piskede os rundt i forskellige øvelser i lokalet uden ordentlig udluftning. Kampholdet havde trænet lige inden, så luften var tung allerede da vi startede.

Jeg var afsted sammen med en veninde. Det er også hende, der har introduceret mig til sporten, og jeg var med for over et år siden til en prøvetime. Dengang gik jeg hjem bidt af sporten, men den dovne del af mig sejrede, og jeg fik aldrig meldt mig ind. Men nu skal det være - der er ikke flere ordentlige undskyldninger længere.

Og det er faktisk rigtig sjovt, hvis man er til den slags. Min mand dyrker lange, seje løbeture, og han er god til det. Men det er jeg ikke. Jeg har prøvet - selvom jeg nok aldrig har løbet mere end allerhøjst 5 kilometer af gangen. Jeg har også prøvet træningscentre, og det er heller ikke mig. Jeg kan faktisk godt lide at løfte vægte, men at stå i et lokale med en masse muskelmænd, der ikke har øje for andet end dem selv i spejlet, er ikke tiltalende. Eller at hoppe rundt i et lokale med kvinder i dyrt, nyt designer sportstøj - det er heller ikke mig. Jeg er i øvrigt så ringe koordineret, at når jeg endelig har fundet trinene, er de gået videre til noget nyt...

Jeg er ved at finde ud af, at jeg har brug for nogen, der pisker mig af sted. Nogen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre, så jeg bare skal lægge kræfterne i at høre efter og gøre mit bedste. Jeg er ikke strateg eller administrator, jeg trives bedst med rammer for min udfoldelse. Og i motionsboksning er det præcis, hvad jeg får. Og i lige præcis den klub, jeg er meldt ind, kommer der folk fra hver en skuffe. Her er der folk, der gerne ville op på kampholdet. Der er folk, der bare gerne vil tabe sig en smule, strammes lidt op, forbedre konditionen, og der er folk, der vil tabe sig en hel masse kilo. Der er folk i alle aldersgrupper, og ingen står og ser sig i spejlet. Ingen har ultra fancy tøj på - her er alle nede på jorden. Folk hepper på hinanden!

Jeg blev meget nervøs da opvarmingen var ovre, og vi skulle tage boksehandsker på og stille os 6 mennesker om en boksepude. "Åh nej," tænkte jeg "nu kan de alle se at jeg ikke kan det her." Men ingen kiggede på, om jeg kunne eller ej. De så kun efter, at jeg prøvede - og så heppede de. Vildt fremmede mennesker smilede til mig og bakkede mig op. Jeg blev næsten helt høj af den accept, jeg syntes kom flydende helt naturligt.

Sådan et fællesskab burde vi alle have - en bokseklub, hvor vi hepper, opmuntrer og hjælper hinanden i de udfordringer, vi uundgåeligt vil støde på i livet. Da vi skulle lave mavebøjninger hængende ud over bokseringen, sad min veninde på mine ben for at forhindre mig i at falde ned. Sådan en veninde har jeg også brug for, til at holde mig fast, når jeg er ved at ryge ud over en klippekant i mit livs eventyr, når mulighederne består af frit fald mod afgrunden eller hjælp til at kæmpe sig op igen. Da vi på skift boksede løs på boksepuden i 10 sekunder af gangen, troede jeg ikke, jeg kunne gennemføre - indtil jeg hørte en venlig stemme tæt på mig sige "flot tempo, hold den, bare 5 sekunder endnu", og så talte han ned, så jeg kunne placere det sidste slag med resterne af mine kræfter, uden nederlag. Sådan en ven har jeg brug for, når kræfterne begynder at slippe op og jeg bare har lyst til at kaste handskerne i ringen.

Og ligesom jeg har brug for en træner til at piske mig af sted, og en veninde til at mødes med, så har jeg også brug for en træner i mit liv som kristen. Jeg kunne vælge træningen fra, og leve et liv med fedt og sødt, mens min krop forfalder og bliver blød. Jeg kunne vælge ikke at tage åndeligt føde til mig, vælge ikke at disciplinere mig selv og aldrig løfte en "åndelig finger", men så ville mit åndelige liv også bare blive blødt og uden bid.

For at holde mig sund og i form åndeligt, har jeg brug for dagligt at holde mig til træningen - altså at læse Guds ord, og at bede. Jeg har brug for at øve mig i at lytte til hans stemme. Ligesom en løbetur hver trejde måned ikke kommer til at ændre noget særligt ved ens kondition, vil en tilfældig andagt eller gudstjeneste besøg heller ikke ændre noget særligt i dit åndelige liv.

Kirken bør være vores bokseklub. Ikke for at vi skal slå på hinanden, men fordi det er et af de helt centrale steder at hente det fællesskab, der ikke skeler til, om du kan det hele eller er fin nok i tøjet. Det er der, det accepterende fælleskab har sin rod - der, hvor vi sidder på hinandens ben, billedligt sagt, og hvor vi hepper på hinanden og motiverer hinanden.

Phew, I'm tired today and my limbs all feel heavy. Yesterday, I enrolled in a boxing club and had my first 1.5 hour workout. It was hard - and fun! The coach, who nonchalantly walked around wearing jeans, carrying a stopwatch and whistle in hand, whipped us through various exercises in a room without proper ventilation. The clubs fighting team had trained just before us, so the air was heavy already when we started.

I had gone to training with a friend. She is the one who introduced me to the sport, and over a year ago, I went with her just to see what it was all about. I went home hooked on the sport, but the lazy part of me prevailed and I never got around to going back. Now I am out of decent excuses.

And it's actually a lot of fun - if you like this kind of sport. My husband runs long, tough distances, and he's good at it. But I am not. I've tried - although I have never run more than 5 kilometers at a time. I have also tried training centers, and it's just not me. I actually like lifting weights, but working out in a room with a bunch of muscle men who just love to watch themselves in the mirror is not pleasing. And jumping around in a room with women in new and expensive designer sportswear - it's just not me. Besides, I am so poorly coordinated that when I finally figure out how to do the steps, they've moved on to something new ...

I'm beginning to understand that I need someone to boss me around - someone to tell me what I should do, so I just need to put my energi into listening and doing my best. I am not a strategist or an administrator, I thrive best with the frames set for my creativity. And with boxing, that is exactly what I get. And in this particular club, there are people from every drawer. There are people who want to make the fight team. There are people who just want to loose a bit of weight , get tightened up a bit, improve their fitness, and there are people who want loose a lot of kilos. There are people of all age groups, and no one is concerned with looking in the mirror. No one has ultra-fancy clothes on - here, everyone is down to earth. And people cheered each other!

I was very nervous when we were finished warming up and we had to put on the boxing gloves and share a punching pad between 6 people. "Oh no," I thought "now they can all see that I don't know what I am doing." But nobody cared whether I could or not. They only cared that I tried - and then they cheered. Strangers smiled at me and backed me up. The acceptance that I felt come flowing naturally, almost got me high!

We should all have such a fellowship - a boxing club, where we cheer, encourage and help each other in the challenges we inevitably will encounter in life. When we had to do sit-ups hanging out over boxing ring, my friend sat on my legs to prevent me from falling down. I know I such a friend to hold me tight when I'm about to fall off the edge of a cliff in my life, when the opportunities consist of a terrifying free-fall towards the abyss or getting help to lift myself up again.

As we took turns punching away at the boxing pad for 10 seconds at a time, I thought I wouldn't make it - until I heard a friendly voice near me say "nice pace, hold it, just 5 seconds yet," and then he counted down so I could place the last punch with the remnants of my strength, without defeat. I need a friend like this when my strength is running low and I just want to quit.

And like I need a coach to boss me around, as well as a friend to meet with, I also need a coach in my life as a Christian. I could choose not to work out and instead live a life of fat and sweet, while my body wears down and becomes soft. I could choose not to take any spiritual food, choosing not to discipline myself and never move a spiritual muscle, but then my spiritual life would also just be soft and without bite.

To keep myself healthy and in shape spiritually, I need daily to exercise - that is to read God's word and pray. I need to practice listening to his voice. A jog every third month is not going to change anything special about your health, and a random devotion or church attendance will not change anything special in your spiritual life. The church should be our boxing club. Not that we should punch each other, but because it is one of the key places to become part of a community paying little attention to whether you can do it all or whether you dress well enough. Church is where the accepting community has its roots - where we are sit on each others legs, figuratively speaking, and we cheer each other and motivate each other.