Jeg ved ikke ret meget om landbrug. Jeg har ikke engang en køkkenhave, hvorfra jeg kan drage små konklusioner om planters vækstbetingelser og den slags. Men alligevel vil jeg driste mig til at komme med nogle tanker omkring det, at bryde ny jord - det, at pløje en tør, hård skorpe af jord, så noget nyt kan sås og få lov til at vokse frem.

På trods af mit manglende kendskab til landbrug, så ved jeg, at bonden pløjer - han trækker lange furer i marken med en plov, hvori frøene eller løgene eller knoldende, skal lægges. Så vokser planterne nemlig frem på fine, lige rækker, der gør det nemmere at bevæge sig ud i marken for at luge ukrudtet.

Lige for tiden tror jeg, at Gud er ved at bryde ny jord i mit hjerte. Mit hårde, tørre hjertejord, som desperat trænger til at blive plejet og vandet. Det blev ekstra klart for mig, da jeg stødte på følgende skriftsted:

"I skal bryde ny jord og så retskafne handlinger. Derefter kan I høste velvilje. Det er på høje tide at søge Herren, så han kan komme og lade sin velsignelse regne ned over jer." Hosea 10:12

Det første, der sprang mig i øjnene, var ordet "retskafne". Hvad betyder det egentligt? Det er ikke et ord, vi bruger særlig tit, så jeg måtte lige slå det op. Retskaffen er et tillægsord, som betyder ærlig og pålidelig; lovlydig. Så retskafne handlinger må være ærlige handlinger, handlinger, der er pålidelige - eller udspringer af/kommer fra en, som er pålidelig. Det, som jeg altså skal så i mit ny-pløjede hjertejord, er handlinger, som er ærlige og pålidelige - og som selvfølgelig overholder loven.

Men har jeg da ikke indtil videre være pålidelig og ærlig? Jo da, det har jeg, synes jeg. Det er i hvertfald altid det, jeg tilstræber. Men jeg er nok en smule uærlig ind i mellem, og jeg glemmer aftaler og andre ting jævnligt, så helt pålidelig er jeg heller ikke.

Men hvad er det så, jeg skal? Hvad er det for noget nyt jord, Gud er ved at bryde i mig? Og hvilke handlinger er det, der kræver, at jeg tildeler ekstra opmærksomhed, så jeg kan så retskaffent?

Jeg oplever, at Gud kalder mig til større handling - ind til mere tjeneste for ham. Og det gør ondt, for at være helt ærlig. Det er frygtindgydende for mig. For jeg ønsker helhjertet at tjene ham, men det betyder, at jeg er nødt til at forlade min dejlige, lune comfortzone, hvor jeg lidt for længe nu har krøllet mig sammen under tæppet og hygget mig med små-bønner og Biblen i let-læsning format. Og Gud ved det godt. Han ved også, at det er en tilbagevendende kamp i mig, ent spændningsfelt, hvor jeg lever i en kamp mellem det, der er trygt og rart, og det, der er fyldt med eventyr, udfordringer og åndelige hudafskrabninger. Han ved, at jeg har et helt arsenal af undskyldninger for ikke at udføre det, han lægger på mit hjerte.

Jeg har så travlt. Jeg har en familie med 3 aktive børn. Jeg skal lave mad, vaske tøj, støvsuge og tørre støv af. Jeg skal i øvrigt også passe mit arbejde. Jeg skal handle ind. Jeg skal liiige have en stille kop kaffe for mig selv, bare 5 minutter. Jeg skal også nå at motionere lidt. Der skal ryddes op, stryges og den lille skal bades. Der skal smøres madpakker og facebook skal vedligeholdes.

Listen bliver hurtig lang, og mit gæt er, at du har en lignende liste.

Men jeg har længe haft en længsel efter at ændre på lidt af det her, så jeg kunne have mere tid til ham, jeg hævder er mit livs kærlighed - Jesus. Og hvis ikke jeg er opmærksom, sniger pligterne sig bare ind og tager al min tid. Og nu kalder Gud igen - for det er noget af det, han bliver ved med. Godt nok er han ikke sådan en type, der bare brager ind og kræver med trusler om straf, hvis ikke han får hvad han vil have... nej, han er mere raffineret og fin - stædig, men tålmodig. Han venter, selvom han længes inderligt efter tid med hans børn. Og når tiden er inde - når jeg er nået dertil, hvor jeg igen lytter - så kalder han igen. Og han kalder lige nu. På mig. På dig.

Jeg har en fornemmelse af, hvad han kalder mig til - en rejse, der kræver at jeg tør åbne mig op overfor en gruppe af venner, der holder af mig. At jeg tør blotte en del af mig selv, og stole på, at den input jeg så får, er kærlig, omsorgsfuld og ærlig. Det er svært - især for en, som det meste af sit liv har levet i et underligt følelses-eksil, hvor udvalgte få (og det er ikke lig med priviligeret) har fået lov til at se det inderste af mig. For jeg har nemlig bildt mig selv ind, at jeg ikke er god nok, og at jeg derfor hellere må bygge en smilende facade op.

Hmmm. Så retskafne handlinger. Vær ærlig og pålidelig. Det er Guds udfordring til mig lige nu. Følger jeg trop, ved jeg, at han vil hjælpe med at bryde nyt jord i mit hjerte - han vil nænsomt fører ploven, skabe smukke, dybe, nye furer, hvor nye planter kan få lov til at vokse frem. Og til sidst vil jeg få lov til at høste velvilje.

Hvad kalder Gud dig til? Hvilket område af dit liv vil han gerne have lov til at pløje og bryde nyt jord i?

Kom til mig, alle I som er trætte og tynget ned af byrder - og jeg vil give jer hvile. Tag imod det åg, som jeg lægger på jer, og tag ved lære af mig, for jeg er ydmyg og selvopofrende. Så vil I finde ro i sjælen. Mit åg vil hjælpe jer, og min byrde vil føles let. Matt. 11:28-30

I don't know much about farming. I don't even have a vegetable garden from which I can draw conclusions about the best conditions for growing plants and the like. But nevertheless, I have some thoughts about one kind of farming, thoughts on breaking unplowed ground - thoughts on plowing a dry, hard crust of earth, so something new can be sown and allowed to grow.

Despite my lack of knowledge of farming, so I know the farmer plows - he makes long furrows in the field with a plow in which the seeds will be sown. The plants will in this way grow in fine, straight rows, making it easier to move about in the fields to weed.

Right now, I believe that God is breaking new ground in my heart. My hard, dry heart-soil that desperately needs to be nurtured and watered. It was extra clear to me when I came across the following passage:

Sow righteousness for yourselves, reap the fruit of unfailing love, and break up your

unplowed ground; for it is time to seek the LORD, until he comes and showers his righteousness on you. Hosea 10:12

The first thing that caught my eye was the word "righteousness". What does that mean? It is not a word we use very often, so I had to look it up. Righteous is an adjective, meaning morally upright, without guilt or sin, in accordance with virtue or morality. I believe we can conclude that a righteous person is also honest, trustworthy, because they do what is right. So sowing righteousness must mean being honest, reliable - trustworthy. What I therefore must sow in my new-plowed heart-soil, is righteousness - honesty, reliability, trustworthiness.

But I have not so far be reliable and honest? Oh yes, I have, I think. It is certainly always what I aspire. But I'm probably slightly dishonest every now and then, and I forget appointments and other things regularly, so I cannot brag about being overly reliable, either.

But what is it that I need? What is that unplowed ground, God is breaking in me? And to what should I assign extra attention, so that I can sow righteous?

I feel that God is calling me into greater action - into more service to him. And honestly, it hurts. It is terrifying to me. For I wish wholeheartedly to serve him, but it means I have to leave my lovely, warm comfort zone where I have slumbered for too long now, curling up under a blanket and enjoying myself with small prayers and the Bible in an easy-read format. And God knows it. He also knows that it is a continous battle in me, a pressure-filled zone where I live in a battle between what is safe and nice, and what is filled with adventure, challenges and spiritual abrasions. He knows I have a whole arsenal of excuses for not acting what he puts on my heart.

"I'm so busy. I have a family with 3 active kids. I must cook, wash clothes, vacuum and dust. I must indeed do my job. I must go shopping. I juuust need to have a quiet cup of coffee by myself, just 5 minutes. I also have to find time to exercise a little. There are messes that need to be cleaned up, ironing to do and the little one needs to be bathed. I have to fix the packed lunches and maintain my facebook profile."

The list grows long fast, and my guess is that you have a similar list.

But I've long had a yearning to change some of this so I could have more time to spend with him, whom I claim is the love of my life - Jesus. And if not I'm aware, chores will sneak up and consume all my time. And now God is calling again - for that is one of the things he does. He is not the kind who just barges in and demands away, with threats of punishment if he doesn't get what he wants ... no, he is more refined and delicate - stubborn, but patient. He waits though he yearns for time with his children. And when the time comes - when I finally reach the point where I am willing to listen - he calls again. And he is calling right now. Calling me. And you.

I have an idea of ​​what he is calling me to do - to embark on a journey that requires I dare open up to a group of friends who love me. That I dare reveal parts of my inner self, and that I trust the input I get is loving, caring and honest. It is hard - especially for someone who has spent most of her life living in a strange emotional exile, where a selected few (and that is not equivalent to privileged) have been allowed to see the hidden insides of me. In fact I have made myself believe that I'm not good enough and to keep safe, I buildt a smiling facade up.

Hmmm. Sow righteousness. Be honest and reliable. It is God's challenge to me right now. If I follow suit, I know that he will help break new ground in my heart - he will gently lead the plow, creating beautiful, deep, new furrows, where new plants can be allowed to grow. And finally, I will be allowed to reap the fruit of unfailing love.

What is God calling you to do? What area of ​​your life does he want to be allowed to plow and break new ground in?

Come to me, all you who are weary and burdened, and I will give you rest. Take my yoke upon you and learn from me, for I am gentle and humble in heart, and you will find rest for your souls. For my yoke is easy and my burden is light. Matt. 11:28-30