Tim Hughes - Everything

Nogle gange virker det som om alt i livet bare fungerer - som om alt kører fuldstændig efter drejebogen, og alle forhindringer, alle besværligheder, er væk. Men oftest er det kun i korte perioder, før livet igen melder sin ankomst på bane, med alle de krummelurer, knuder og krumspring det kan føre med sig.

Man kan nemt komme til at miste overblikket eller det fokus, man ellers havde tænkt sig skulle være det definerende fokus for livet. Og når det sker - hvis man er som jeg - vil man nemt kunne komme til at slå sig selv over hovedet med alverdens bebrejdelser. Negative sætninger sniger sig ind i ens tankegang, og pludselig opdager man, at man konstant rakker sig selv ned.

Når det sker for mig, er der ikke så meget andet der virker end at vende mig til Gud. Jeg oplever at der sker en positiv forandring, når jeg henvender mig til Ham både i tankerne og i bevidst formulerede bønner. Nogle gange virker det endnu stærkere, når jeg låner andres bønner - som f.eks. Tim Hughes lovsang Everything. Omkvædet er formuleret som en bøn om at Gud vil være "my everything" - mit alt. Når Han får lov til at være mit alt, bliver mit liv lettere at leve. Jeg får overskud, energi, føler mig tryg og elsket, inspireret til at gøre godt og vende den anden kind til Uden Ham bliver livet tungere, mørkere, mere besværligt, tomt og jeg føler mig mentalt og emotionelt træt.

Det er ikke magi. Det er heller ikke ønsketænking. Det er simpelthen fordi, at når vi vælger at leve tæt på Ham, i hans skygge, følger der velsignelse med. Når vi går den vej Han ønsker for os, går vi i forudberedte gerninger, står der i Biblen. Jeg vil gerne gå der, hvor der er nogen der har lagt energi og kærlighed i at bane vejen for mig.

Lyt med, og lad Tim's sang også blive din bøn - ikke bare for i dag, men for resten af dit liv.

Sometimes it seems as if everything in life just works - as if everything is happening in accordance with the script, and all obstacles, all difficulties, are gone. But this is usually only for short periods of time before life again reports its arrival on the scenes of life, with all the challenges, emotional knots and contortions it can bring.

One can easily lose sight or that special focus you had decided was to be the defining focus for your life. And when that happens - if you're like me - you will easily start to beat yourself up with all sorts of accusations. Negative phrases creep into your mind, and suddenly you discover that you constantly cut yourself down.

When this happens to me, there's not much else that works than to turning to God. I feel that there is a positive change when I turn to Him both in my thoughts and when I consciously formulate prayers. Sometimes it seems even stronger when I borrow others' prayers - eg. Tim Hughes worship song Everything. The chorus is phrased as a prayer, asking God to be "my everything". When he gets to be my everything, my life becomes easier. I have surplus energy, feel secure and loved, inspired to do good and turn the other cheek. Without Him life becomes heavier, darker, more troublesome, empty, and I feel mentally and emotionally tired.

It's not magic. Nor is it wishfull thinking. It is simply because when we choose to live close to Him, in His shadow, blessings follow. When we walk the path He wants for us, we walk in places designed for us. I want to walk where someone has put energy and love into paving the way for me.

Listen and let Tim's song also become your prayer - not just for today but for the rest of your life.

Jeg fik et kædebrev i min indbakke her til morgen. Som regel sender jeg ikke den slags videre, med mindre det virkelig siger mig noget. Og lige denne mail sagde mig faktisk noget, så den blev fluks sendt afsted til kvinder i min adressebog, som jeg regner med vil smile lidt, når de har læst beskeden.

Den handlede nemlig om venskab, og dette billede var et af dem der fulgte med, med følgende tekst:



What's so poignant about this picture? 
Well, it shows a line of little girls holding hands facing the immensity of ocean waves.
Alone they might be washed away, but together they stand strong.
Thank you each for holding my hand somewhere along the way
when I was facing a wave of my own.
I hope you will reach for my hand when your own wave threatens.


Jeg kommer unægteligt til at tænke på betydningen af de venskaber, jeg har. På betydningen af, at der er mennesker, der rent faktisk ser mig og har lyst til at kende mig, bare fordi jeg er mig. Jeg er et rigt menneske på dette område, for jeg føler mig meget elsket i min vennekreds. Og tro mig - det er nok ikke så let altid at elske mig. Jeg kender mange af mine dårlige sider, og der er sikkert sider, jeg endnu ikke er bevidst omkring!

Men det er ikke alle, der er lige så begavede på vennekreds-området som jeg. Og det er trist. Måske endda uretfærdigt. Ensomhed er et større problem, end mange af os nok er klar over. Man kan være noget så ensom i en stor flok mennesker - jeg har selv prøvet det - og det er som om, at ensomheden larmer mest, når alle omkring én ser ud til at hygge sig og være omgivet af mennesker, der elsker deres selskab.

En af mine kollegaer har for nyligt, på eget initiativ, samlet en masse møbler og køkkengrej ind til en anden kollega, som p.g.a. en slem skilsmisse nu står med ingen ejendele tilbage. Jeg tager hatten af i respekt for denne omsorg, som helt ærligt, kom fra en lidt uventet kant. De er ikke bedste venner. De er ikke vokset op sammen. De deler ikke den samme tro. De er bare kollegaer. Og den ene har strukket sig meget langt for den anden - fordi han så et behov! Måske vokser der ikke et livslangt venskab ud af denne uselviske handling, men der vokser respekt ud af den. Og noget af det mest fantastiske er, at han har fået en form for åbenbaring - en erkendelse - han har nemlig opdaget, hvor meget federe det er, at gøre noget godt for nogen, der har brug for det, end at samle ind til sig selv!

Som sagt vokser der måske ikke et livslangt venskab ud af dette, Men alligevel tror jeg, at mine kollegaer nu har en oplevelse af at stå hånd i hånd og spejde ud over livets oprørte hav. Det er trygt at holde nogen i hånden, når bølgerne er store. Det er trygt at vide, at der er nogen, der holder fast på én, når benene vakler. Og det er fantastisk dejligt at vide, at der er nogen, der ser én, og som gerne vil hjælpe, når man ikke selv magter mere.



I received a chain letter in my inbox this morning. Usually I don't forward this kind, unless it really touches me. And this mail actually touched me, so I immediately sent off to the women in my address book, whom I expect will smile a little when they have read the message.

The mail had a message about friendship, and this photo came with, with the following text:

What's so poignant about this picture? 
Well, it shows a line of little girls holding hands facing the immensity of ocean waves.
Alone they might be washed away, but together they stand strong.
Thank you each for holding my hand somewhere along the way
when I was facing a wave of my own.
I hope you will reach for my hand when your own wave threatens.


It made me think of the importance of the friendships I have, and of the importance that there are people who actually see me and want to know me just because I am me. I am a rich person in this area, because I feel very loved within my circle of friends. And believe me - it's probably not so easy always to love me. I know many of my bad sides, and there are probably areas that I have not yet discovered!

But not everyone is equally gifted when it comes to friends. And it's sad. Maybe even unfair. Loneliness is a bigger problem than many of us probably realize. It is possible to be so lonely in a big bunch of people - I've tried it - and it is as if loneliness is extremely noisy when you seem to be surrounded by people who enjoy themselves and are with people who love their company.

One of my colleagues recently, on his own initiative, collected a lot of furniture and kitchen utensils for another colleague, who - due a bad divorce - found herself with no belongings. I have such respect for this sign og affection, which, frankly, came from a somewhat unexpected person. They are not best friends. They have not grown up together. They do not share the same faith. They are just colleagues. And one has walked an extra mile for the other - simply because he saw a need! Maybe lifelong friendship won't grow out of this selfless act, but there is a lot of respect growing out of it. And one of the most amazing things is that he has had a kind of revelation - he has discovered how much cooler it is to do something good for someone who needs it, but to store goods for yourself!

As I said, a lifelong friendship might not come out of this, but nevertheless I believe that my colleagues now have a feeling of standing hand in hand against life's stormy seas. It is safe to hands when the waves are big. It is comforting to know that there is someone who will hold you when your legs wobble. And it's great to know there is someone who sees you and who wants to help when you don't have the strength to fight on your own anymore.

Trænger du til lidt forandring?

Så har jeg et forslag til dig - hvis du vel at mærke er kvinde! Skynd dig at melde dig til konferencen Forandring 2010!

Konferencen foregår i Kirken i Kulturcenteret, Drejervej 11-21, 2400 København NV, den første weekend i september.

På konferencen taler Christine Caine fra Hillsong, Australien, samt Rita Elmounayer, executive director på den arabiske tv-kanal Sat-7.

For at tilmelde dig, skal du gå ind på

Jeg skal med - og jeg glæder mig meget!

Venezuela

Nu har skolerne i Danmark haft sommerferie i et stykke tid, og vi har været i gang med vores sommer eventyr i en uge nu. Vi ankom til Venezuela søndag den 25. juli, efter en 27.5 timers lang rejse - først med fly fra Kastrup til Frankfurt (efter at vores nabo så venligt havde kørt os til lufthavnen kl. 4.15 om morgenen), derfra med fly til Caracas (den længste strækning), så videre til Maracaibo, hvor vi blev mødt af vores gode ven Rober plus en masse andre.

Der er 6.5 timers (jo, du læste rigtigt - Chaves ville have sin helt egen tidszone) tidsforskel på Danmark og Venezuela, så når klokken her er 20.30, er klokken 15 i Dk. Det var ikke så svært at vænne sig til tidsforskellen, især ikke, fordi vi sover i et rum uden vinduer, og fordi stort set alle vinduer i huset er dækket at tykke mørklægnings gardiner. Her er nemlig så varmt, at varmen vælter ind gennem ruderne, og i stedet for kuldeindfald, er der tale om hedeindfald, hvilket ikke er gavnligt når man gerne vil have airconditionen kørende for fuld drøn og samtidig spare lidt på el regningen!

Når det så er sagt, må jeg hurtigst muligt rose Venezulianerne for deres gæstfrihed, deres varme og generøsitet. Vi bor privat hos folk, som frit har åbnet deres hjem for os, knokler rundt for at varte os op, og sørger for os det bedste de har lært. Jeg har måttet lære, at det er helt almindeligt at kysse på kinden når man hilser på hinanden, uanset, om man har mødt hinanden før eller ej. Det er også helt almindeligt at kramme vildt fremmede mennesker! Og så er det helt ualmindeligt at komme til tiden. Har man aftalt at mødes kl. 12, kører man først hjemmefra kl. 12. Men hva', sådan fungerer det hele her, og vi er langsomt ved at lære det. Der er ingen grund til at stå klar på klokkeslettet før maks en halv time senere!

Men vi nyder at være her, og vi har endnu 12 dage foran os. I morgen tager vi afsked med vores venskabskirke, som vi er her for at besøge, og på mandag skal vi på tur til Maracaibo for at shoppe. Tirsdag går turen op i bjergene, hvor jeg må indrømme, at jeg er meget spændt på, hvordan vi skal sove. Det er noget med hængekøjer, muligvis senge.... og ture op i 5000 m højde. Vi må se hvordan det går.

Når vi er færdig med vores bjergtur, skal vi flvye fra Maracaibo til Isla Margarita, som ligger i det Caribiske Ø hav... og så står den på ren afslapning, solbadning og råhygge!
Så må vi se, om jeg magter at skrive mere, inden hjulnene ruller hen over landingsbanen i Kastrup, og hverdagen igen banker på døren.

The schools in Denmark have already been on summer vacation for a while, and we've already been in Venezuela for a week now. We arrived in Venezuela on Sunday 25 July, after a 27.5 hour long journey - first we flew from Copenhagen to Frankfurt (after our neighbor so kindly drove us to the airport at. 4:15 in the morning), then on to Caracas (the longest stretch), after which we flew to Maracaibo where we were greeted by our good friend Rober plus a lot of others.

There is a 6.5 hour (yes, you read correctly) time difference between Denmark and Venezuela, so when it is 8:30 pm here, it is 3 pm in Dk. Getting over jetlag was not so difficult, especially since we sleep in a room with no windows, and because virtually all the windows in the house are covered the thick blackout curtains. The heat is so intense here that it seeps through the windows, so in order to save a little on the electric bills, while having the aircon running full blast, the windows are covered to keep out the heat.

Heat aside, I must compliment the Venezulaliens for their hospitality, their warmth and generosity. We live privately with people who freely opened their home to us, all of them working hard to take care of us, providing for us the best they've learned. I have had to learn that it is customary to kiss on the cheek when you greet each other, regardless of whether we have met before or not. It is also quite common to hug strangers! And it is quite uncommon to arrive anywhere on time! If you have agreed to meet at eg. 12 o'clock, you won't leave home untill 12! But hey, this is how it works here, and we are slowly learning. There is no need to be ready on time.

But we enjoy being here and we still have 12 days ahead of us. Tomorrow we say goodbye to our friendship church that we are here to visit and on Monday we go to Maracaibo to shop. Tuesday we head into the mountains where I have to admit that I am very curious as to how we will sleep. There has been talk of hammocks, possibly beds .... and trips up in 5000 m altitude.

When wereturn from the mountains, we fly from Maracaibo to Isla Margarita, located in the Caribbean sea ... and from then on it is all about pure relaxation, sunbathing and family fun!
I don't know if I'll manage to write more before we hit the runway at Kastrup, and everyday life again knocks on our door.

Bøn med stærk faktor.

"Det skete igen, helt utroligt, at sommeren kom, stille roligt" synger både Tøsedrengene og Danser med Drenge. Og jeg sang det i fredags, da hele skolen samledes i salen for at ønske hinanden rigtig god ferie.

Sommeren lod ellers vente på sig. En overgang var det som om, at den havde glemt os helt, og vejret var koldt, gråt og blæsende - ligesom efteråret, dog uden de smukke, gyldne og røde blade, der hvert efterår slipper deres tag i grenene for at danse i vinden.

Men pludselig brød varmen igennem, og jeg sidder nu og ser ud på en blå himmel, lytter til fuglenes kvidren og glæder mig over den varme, man bliver mødt med, når man bevæger sig ud i solens stråler. Det er fantastisk at mærke solen varme kroppen. Det ligesom fylder én op med energi, samtidig med at man bliver rigtigt ferie-dvask og afslappet.

Jeg glæder mig over at have ferie nu. Jeg glæder mig over, at mine børn kan sove længe om morgenen. Jeg glæder mig over, at de kan trække i badetøj og lave vandkamp i haven, og at alle sommerkjolerne, der har hængt sirligt på bøjle, nu skal frem og bruges.

Jeg nyder at drikke kaffe i skygge af rønnebærtræet i min have, sammen med en god veninde, med hvem jeg kan snakke om løst og fast, alt imens vores to små døtre leger med vand og kommer til at tisse i græsset, fordi bleen er smidt i anledning af varmen.

Og så undrer jeg mig over, hvor hurtigt vi kan glemme den kulde, der var ved at drive os til vanvid for ikke ret lang tid siden. Vi glemmer de grå skyer, der gjorde sig umage for at gemme den blege sol der trods alt tittede frem bag ved dem. Jeg undrer mig over, hvor hurtigt vi får hængt det sikre, lune tøj ind bagerst i skabet, og hevet det lette og lyse frem, som om vi aldrig havde gået i andet - eller aldrig havde tvivlet på, at det ville komme i brug igen.

Med solen kommer mærkeligt nok også behovet for solbeskyttelse. Reglerne om ikke at opholde sig i solen mellem kl. 13 og 15 bliver trukket frem og støvet af. Bøllehattene og kasketterne er også fundet frem og ligger klar på hattehylden.

Og tanken om beskyttelse fra solens skadelige stråler sætter andre tanker igang hos mig. Der er så meget andet, vi også bør beskyttes fra - enten af os selv eller andre. Livet er ikke altid en dans på roser, en leg i solnedgangen, en dans i bølgeskvulp på en eksotisk strand.
Livet er også barskt. Det er hårdt, op-ad-bakke og to skridt frem, ét tilbage nogen gange. Indskydelser, tanker, følelser og andre menneskers uigennemtænkte ord og handlinger kan skade os. Vores egen dumhed, svaghed, træthed og utålmodighed kan skade os. Og hvor er den solcreme, vi kan smøre hen over huden og gemme os bag? Havde det ikke været fantastisk med en sådan tube - eller endnu bedre - sprayflaske, så vi bare kunne spraye os og være immune overfor de skadelig stråler udefra?

Jeg vil vove den påstand, at vi i en eller anden udstrækning har sådan en beskyttelse, hvis vi vender os til Kristus. Den er hverken vandafvisende eller med solfaktor, men den er til gengæld ganske gratis. Den kræver blot, at vi har tillid til Ham, og til hinanden. Den hedder bøn. Det er er en verdensomspændende beskyttelse, som ikke er begrænset af tuber, flasker og varedeklarationer. Den er tilgængelig hele døgnet rundt.

Vi kan selv bede, vende os til Gud i fast tillid til, at Han hører os, Men lige så vigtigt må det også være, at have et netværk, der jævnligt omslutter én i bøn - et netværk, som sørger for at jeg er beskyttet mod alt det, der ikke er godt for mig. Alt det, der kunne skade mig og dermed fører mig væk fra det, jeg ellers skulle befinde mig midt i. Jeg ved, at jeg jævnligt har brug for folk, der beder for mig - at jeg må vandre på den rigtige sti, træffe de rigtige beslutninger, lytte, når der bliver talt sandhed til mig, holde mig fra fristelser, der intet godt bringer med sig.

Har du sådan et netværk, der jævnligt sørger for din bøns-faktor?

MUS samtaler med den Højeste

I søndags lyttede jeg til en glimrende tale om success og fiasko. Den handlede, kort fortalt, om Guds syn på disse sager kontra verdens syn. Og den var virkelig god! Gennemtænkt, funderet i skriften, sund.

Men det, der har hængt fast i mig, var talerens

indrømmelse, at han selv følte sig kaldt ind til MUS samtale hos Gud. (Medarbejder Udviklings Samtale) Taleren

kunne ikke vide det, men samme morgen havde Gud kaldt mig ind til en lignende samtale. Og ligesom med søndagens taler, er min MUS samtale nok heller én af dem, der er overstået efter 20 minutter.

Det hele begyndte med en kommentar fra min mand. Han påpegede noget rod, og uden at tænke over det, styrtede jeg hovedkuls ud i et kæmpe forsvar med en masse gode forklaringer på, hvorfor der var rodet - og jeg sluttede smukt mit forsvar

af med at angribe ham. Han kunne jo bare selv gå i gang med at rydde op! Hvor svært kunne det være?

Jeg behøver vel ikke sige, at vi endte i et mindre skænderi!?

Men, som det gode par vi er, forsøgte vi efter et stykke tid at vende skænderiet til noget mere fornuftigt, nemlig en diskussion... men jeg blev pludselig klar over, at jeg havde fået sat nogle af mine egne, bortgemte kasser under lup.

Ups.

I mit sidste indlæg skrev jeg om, at jeg vidste, jeg var nød til at udfordre mig selv - lave huller i hegnet og muren, så Jesus kunne se det jeg gemte. Nogen gange er vi bare så gode til at gemme ting, at vi glemmer, hvad det er, og hvor vi har lagt det. (Jeg har f.eks. en gang præsteret at lede efter mine briller - både højlydt og irriteret - indtil veninden påpegede, at de sad i panden på mig. Jeg havde glemt, at jeg havde skubbet dem op et øjeblik. Øv. Og så var der min veninde, der ville lette opgave-skrivningen med lidt is. Men mærkeligt nok forsvandt alle papirerne, idet hun fandt

isen. Pudsigt nok fandt vi det, hun manglede, i fryseren et par timer senere.)

Midt i vores ophedet samtale, blev det lysende klart for mig, hvorfor jeg gik i forsvar over, at han sagde, der var rodet. Jeg blev pludselig smertefuldt klar over alle de krav, jeg dagligt stiller til mig selv - på alle mulige områder - uden at kunne leve op til dem!

Jeg har det nemlig med at måle mig med andre. Men i stedet for at tænke over, hvordan disse "andre" lever et helt liv, finder jeg den ene ting, jeg synes de er fantastiske dygtige til - og så stræber jeg efter at kunne leve op til deres standart på netop denne ene ting fra deres liv.... (og ender dermed med den perfekte kvinde - tror jeg selv - som jeg stræber længelsfyldt efter at være)

Jeg undlader simpelthen at se, at der er andet i deres liv, som er helt nede på jorden, almindeligt, rodet, støvet, gammelt, slidt. Jeg bygger i stedet et glansbillede op, og forestiller mig, at disse "andre" er lige så tjekkede, smarte og dygtige på alle punkter i livet. Og det er smpelthen ikke rimeligt. Hverken overfor mig selv eller dem.

Hmmm. Øv.

Og så i kirke, efter endt skænderi og tørren øjne, lytte til en rigtig god prædiken, få sat ord på, at Gud har indkaldt mig til længerevarende MUS samtale... Og at success kan se meget anderledes ud, alt efter hvilke briller, jeg har taget på.

Heldigvis er Gud er kærlig chef, som ikke ønsker at prikke til os for at være ond. Det er altså fordi han ønsker det bedste for os. Så han sluttede rutsjebaneturen for mig ved at sende en god ven med et skulderklap til mig... en lille besked om at bibeholde glæden i alt hvad man gør. (Tak, Carsten, for din vilje til at høre og handle)

Ja. Jeg skal blive ved med at åbne op, der hvor jeg har lukket i. Jeg skal turde vise Gud alle mine gamle, støvede kasser. Så må jeg stole på, at han faktisk er i stand til at grovsortere. Jeg er nød til at bevare glæden i alt hvad jeg giver mig i kast med - og derfor har jeg brug for at luge ud, smide ud, støve af... og fortsætte MUS samtalen med den eneste, der altid taler sandt:

Gud er ikke et menneske, så han lyver,

et menneskebarn, så han angrer.Når han har sagt noget, gør han det;

når han har lovet noget, lader han det ske.

4. mosebog 23:19

Pinse, actionfilm og sodavand uden brus.

Vi er netop kommet hjem fra en rigtig dejlig weekend på Birkedal lejr, ikke så langt fra Tølløse. Det var en dejlig lejr, med godt socialt fællesskab, lækker mad (tak til Hilde og Kenneth!), og dejlige møder, lovsang og bøn.

Pinsen er en særlig tid – en tid, hvor vi mindes Helligåndens komme til disciplene, efter at Jesus var død, opstået, og vendt tilbage til himlen. Disciplene var alene, uden deres leder, deres mester, sikkert fortumlede, forvirrede og både spændte på og nervøse for fremtiden. Men Jesus havde ikke efterladt dem uden instrukser - de skulle udbrede budskabet om hans død og opstandelse til hele verden, og han havde givet dem Helligånden.

Jeg har mødt kristne, der påstår, at Helligånden er trådt tilbage – vendt tilbage til himlen, og at han stort set aldrig berører mennesker længere. Disciplenes oplevelser på pinsedag var uden tvivl unikke oplevelser, men i følge disse kristne, vil Helligånden aldrig virke på samme made igen. Jeg er ikke enig. Præcis hvordan han vil vælge at virke, ved jeg ikke, men jeg tror ikke på, at han er gået på “pension”. Jeg tror ikke på, at han har trukket sig tilbage. Jeg tror ikke på en lukket himmel, og en Bibel fuld af historier fra gamle dage, som ingen relevans har i dag.

Jeg tror dog på en Gud, som i den grad lever i dag. Jeg tror på Jesu død og opstandelse. Jeg tror på at Helligånden er nærværende og virksom i dag.

De instrukser, Jesus gav disciplene, om at udbrede budskabet om hans død og opstandelse, er instrukser, der gælder den dag i dag. Ligesom Helligånden stadig er virksom og hos os, er det stadig Jesu’ ønske, at vi deler vores kendskab til ham, med andre. Det var aldrig meningen, at han skulle være en velbevaret hemmelighed. Det var ikke meningen, at vi skulle hviske om ham i det skjulte, bange og nervøse og flove over vores tro.

Og det var heller ikke meningen, at vi skulle være tankeløse lalle-hoveder, der konstant slår med biblen. Der er altså tilladt at overveje både tid, sted og metode, når vi fortæller andre om vores tro på ham.

Det er min oplevelse, at kirken det sidste stykke tid er blevet udfordret til at overveje, hvordan vi lever vores liv. Og nej, jeg mener ikke vores kristen-liv… for hvor mange liv er det, vi har? Jeg ved ikke med dig, men jeg har kun ét – og det er i dét liv, at jeg er kristen. Jeg er kristen med hele mit liv, om jeg er hjemme, på arbejde, i kirke eller i Netto. Jeg er kristen selv når jeg er til juefrokost og sommerferiefrokost på min arbejdsplads. Jeg er kristen når jeg opdrager mine børn, skræller kartofler, vasker tøj, brokker mig over ukrudtet og når jeg elsker min mand.

Ja ja, tænker du… hvad er din pointe? Vi andre er vel også kristne…. Og til det vil jeg svare ja, det er I, det er ikke op til mig at dømme eller bedømme, det er ikke mit ærinde eller mit kald. Men jeg vil udfordre både dig og migselv yderligere. Jeg vil opmuntre dig til at vende dit blik indad et øjeblik – og spørge digselv om der er områder, du har erklæret ikke-kristne? Har du indhegnet områder i dit liv, som Jesus ikke må pille ved? Eller har du bygget en mur og lagt tag på, så han ikke kan se derind?

Jesus har på intet tidspunkt lovet os, at det ville være nemt at følge ham. Men han har dog lovet, at han vil være der, hvert skridt af vejen. Og løfter er noget, man skal tro på! Og jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg ikke udfordrer migselv, hvis jeg ikke laver små huller i hegnet eller muren, så Jesus kan få lov til at se det jeg gemmer, vil min tro blive lunken, kedelig, uden brus… livløs.

Og det ønsker jeg ikke skal ske. Jeg vil ikke leve et halt kristenliv. Jeg vil ikke leve mit liv uden Jesus. Jeg synes simpelthen livet er for kort til aldrig at opdage, hvad det er, Gud egentligt havde tænkt sig med mig.

Det er lidt ligesom at betale for at gå biografen, købe den store pakke med popcorn, sodavand og slik, sætte sig godt til rette… og så bare gå igen, når reklamerne er overstået.

Jeg vil ikke nøjes med reklamerne. Popcornene bliver kedelige på et tidspunkt, sodavanden flad, og man får bare huller i tænderne og dårlig ånde af alt for meget slik. Jeg vil have hele pakken – jeg vil være med i actionfilmen! Jeg vil være med, der hvor der sker noget!

For mig har pinsen været hårdtslående i år. Jeg havde en dejlig oplevelse af Helligåndens nærvær og fylde, jeg har lovsynget og ment hvert et ord af det, jeg sang. Jeg har bedt sammen med fremmede, men følt det som om, vi havde kendt hinanden i mange år. Og jeg er blevet udfodret til at træde længere ud på planken – tage nogle flere skridt id i det, jeg tror, jeg er kaldet til. Jeghar fået blod på tanden efter mere action.