MUS samtaler med den Højeste

I søndags lyttede jeg til en glimrende tale om success og fiasko. Den handlede, kort fortalt, om Guds syn på disse sager kontra verdens syn. Og den var virkelig god! Gennemtænkt, funderet i skriften, sund.

Men det, der har hængt fast i mig, var talerens

indrømmelse, at han selv følte sig kaldt ind til MUS samtale hos Gud. (Medarbejder Udviklings Samtale) Taleren

kunne ikke vide det, men samme morgen havde Gud kaldt mig ind til en lignende samtale. Og ligesom med søndagens taler, er min MUS samtale nok heller én af dem, der er overstået efter 20 minutter.

Det hele begyndte med en kommentar fra min mand. Han påpegede noget rod, og uden at tænke over det, styrtede jeg hovedkuls ud i et kæmpe forsvar med en masse gode forklaringer på, hvorfor der var rodet - og jeg sluttede smukt mit forsvar

af med at angribe ham. Han kunne jo bare selv gå i gang med at rydde op! Hvor svært kunne det være?

Jeg behøver vel ikke sige, at vi endte i et mindre skænderi!?

Men, som det gode par vi er, forsøgte vi efter et stykke tid at vende skænderiet til noget mere fornuftigt, nemlig en diskussion... men jeg blev pludselig klar over, at jeg havde fået sat nogle af mine egne, bortgemte kasser under lup.

Ups.

I mit sidste indlæg skrev jeg om, at jeg vidste, jeg var nød til at udfordre mig selv - lave huller i hegnet og muren, så Jesus kunne se det jeg gemte. Nogen gange er vi bare så gode til at gemme ting, at vi glemmer, hvad det er, og hvor vi har lagt det. (Jeg har f.eks. en gang præsteret at lede efter mine briller - både højlydt og irriteret - indtil veninden påpegede, at de sad i panden på mig. Jeg havde glemt, at jeg havde skubbet dem op et øjeblik. Øv. Og så var der min veninde, der ville lette opgave-skrivningen med lidt is. Men mærkeligt nok forsvandt alle papirerne, idet hun fandt

isen. Pudsigt nok fandt vi det, hun manglede, i fryseren et par timer senere.)

Midt i vores ophedet samtale, blev det lysende klart for mig, hvorfor jeg gik i forsvar over, at han sagde, der var rodet. Jeg blev pludselig smertefuldt klar over alle de krav, jeg dagligt stiller til mig selv - på alle mulige områder - uden at kunne leve op til dem!

Jeg har det nemlig med at måle mig med andre. Men i stedet for at tænke over, hvordan disse "andre" lever et helt liv, finder jeg den ene ting, jeg synes de er fantastiske dygtige til - og så stræber jeg efter at kunne leve op til deres standart på netop denne ene ting fra deres liv.... (og ender dermed med den perfekte kvinde - tror jeg selv - som jeg stræber længelsfyldt efter at være)

Jeg undlader simpelthen at se, at der er andet i deres liv, som er helt nede på jorden, almindeligt, rodet, støvet, gammelt, slidt. Jeg bygger i stedet et glansbillede op, og forestiller mig, at disse "andre" er lige så tjekkede, smarte og dygtige på alle punkter i livet. Og det er smpelthen ikke rimeligt. Hverken overfor mig selv eller dem.

Hmmm. Øv.

Og så i kirke, efter endt skænderi og tørren øjne, lytte til en rigtig god prædiken, få sat ord på, at Gud har indkaldt mig til længerevarende MUS samtale... Og at success kan se meget anderledes ud, alt efter hvilke briller, jeg har taget på.

Heldigvis er Gud er kærlig chef, som ikke ønsker at prikke til os for at være ond. Det er altså fordi han ønsker det bedste for os. Så han sluttede rutsjebaneturen for mig ved at sende en god ven med et skulderklap til mig... en lille besked om at bibeholde glæden i alt hvad man gør. (Tak, Carsten, for din vilje til at høre og handle)

Ja. Jeg skal blive ved med at åbne op, der hvor jeg har lukket i. Jeg skal turde vise Gud alle mine gamle, støvede kasser. Så må jeg stole på, at han faktisk er i stand til at grovsortere. Jeg er nød til at bevare glæden i alt hvad jeg giver mig i kast med - og derfor har jeg brug for at luge ud, smide ud, støve af... og fortsætte MUS samtalen med den eneste, der altid taler sandt:

Gud er ikke et menneske, så han lyver,

et menneskebarn, så han angrer.Når han har sagt noget, gør han det;

når han har lovet noget, lader han det ske.

4. mosebog 23:19