Vi stod op til slud, som langsomt bevægede sig over i sne. Der er dog ikke koldt nok til, at det kan blive liggende, så lige nu er der bare vådt og snasket udenfor. I aften skal vi have besøg af nogle meget gode venner, og jeg glæder mig til at snakke med folk, jeg er tryg ved. Jeg glæder mig til at trække luften dybt ned i lungerne og grine den ud igen - for jeg trænger til et rigtig godt grin.

Det er ikke fordi jeg er i dårligt humør eller trist. Jeg er ikke deprimeret eller vred. Men tiden flyver så hurtigt, at jeg ikke helt føler, jeg kan følge ordentligt med. Og tiden flyver, fordi min verden indeholder så mange ting, der skal plejes og følges op på, og fordi jeg ikke har isoleret mig, men har valgt at kaste mig ud i verden, med håbet og ønsket om at gøre en forskel.

Det er ikke altid jeg lander på fødderne, men som regel, når jeg husker at trække vejret, bede en bøn og holde godt fast i det jeg tror på, så oplever jeg - til min store forundring - at jeg lander på fødderne. Og det er dejligt - mere endnu, det er vildt inspirerende og motiverende! Jeg får lyst til at tage et endnu større spring næste gang, får lyst til at kaste mig ud over skrænten som enhver anden vovehals og lade Gud styre mit fald. Jeg får lyst til at satse på, at alt, hvad Han har kaldet mig til at gøre, det magter jeg - for jeg ved af erfaring, at Han er med mig.

Den sidste tid har ikke kun været fyldt med arbejde, men også med tanker omkring store emner i mit liv - tanker om liv og død, smerte og hvordan man mon kommer videre ovenpå tab, samt tanker om det at være kone, mor, kvinde og oveni det - kristen. Jeg har haft samtaler om netop de sidste ting, og det er spændende at få lov til at høre, hvad andre kvinder tænker om disse emner.

Læste du mit sidste indæg ved du, at døden pludselig kom meget tæt på, da en af Natasjas skolekammerater pludselig omkom ved en ulykke. Min første reaktion var at trøste min pige - at svare på hendes spørgsmål, men efterhånden som hun selv fik mere fred, meldte der sig en stor smerte hos mig. Døden kom meget tæt på, og som mor, kan jeg levende forestille mig, hvor forfærdeligt det er for denne piges familie. Jeg oplevede nærmest en fysisk smerte ved flere lejligheder, og måtte til sidst vende mig til min mand.

Jeg havde brug for at fortælle nogen, hvor meget dette havde påvirket mig, så da jeg i går havde min mand på tomandshånd, lukkede jeg op for posen. Han blev noget overrasket, tror jeg, men han lyttede, knyttede nogle ord til, og lod mine tåre trille ned over mine kinder. Jeg blev mødt af min mand lige dér - der, hvor jeg ikke havde brug for at få at vide, at jeg jo ikke havde kendt pigen personligt, eller at jeg skulle mande mig op og bare tænke positivt. Jeg fik lov til at sætte ord på min smerte - som er stærkt beslægtet med angst i dette tilfælde - og kunne ad den vej give slip, og lægge pigens familie helt over i Guds hænder.

I dag har jeg så siddet i samtale med en kvinde. Sammen udforsker vi forskellige udfordringer i hendes liv, og sammen prøver vi at stykke sammen, hvordan hun bedst udlever det, hun oplever Gud siger til hende. Som min mand i går skabte plads til mig, kunne jeg i dag skabe plads til hende. Og hen i mod slutningen af vores samtale, opdagede hun, hvordan hun faktisk selv havde skabt plads til andre kvinder ved at lytte til deres smerte, bekymring og udfordringer. Vi nåede frem til, at når vi tilbyder ærlighed, tillid og omsorg, bliver vi ofte mødt af det samme. Og lige præcis her, tror jeg, at vi kvinder kan noget særligt - og skal noget særligt. Vi skal være med til at skabe plads til hinanden, lytte - respekterer - og drage omsorg. Vores evne til at nære det spæde liv er ikke kun begrænset til vores evne til at være mor, men breder sig langt ud over det. Vi kan nære liv hos hinanden, støtte, opmuntre og vejlede hinanden.

Jeg ønsker, at min evne til at nære liv må blive brugt godt. Jeg ønsker at komme med vandet, der vander de tørre rødder, være stativet, der støtter der skrøbelige, holde paraplyen, der skaber læ og skygge for de, der har brug for at kravle ud af den brændende sol eller isnende vind.

Alt dette kan jeg ikke i egen kraft. Jeg må klynge mig til Ham, som giver styrken - til Ham, hvis styrke netop træder i kraft i min svaghed. Som der står i Johannesevangeliet 15:5:

Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Jeg vælger dagligt at holde mig til min Gud. Jeg vælger dagligt at lægge min familie og mig selv over i Hans hænder. Og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at være. Så i aften vil jeg lægge hovedet tilbage og grine - af taknemmlighed, af glæde, og af forundring over den verden, Gud har skabt.


We woke up to sleet, which slowly changed to snow. However, it is not cold enough, so right now it is just wet and nasty outside. This evening we will have some very good friends over for dinner, and I look forward to engaging in conversation with people I'm comfortable with. I am looking forward to breathing air deep into my lungs and laughing, for I am in need of a really good laugh.

It's not because I'm in a bad mood or sad. I'm not depressed or angry. But time flies by so fast that I feel like I have to catch up alle the time. And time flies by because there are so many things to be nurtured and taken care off in my world, and because I haven't isolated myself, but instead have flung myself into the world with a hope and desire to make a difference.

I don't always land on my feet, but usually when I remember to breathe, say a prayer and hold on tight to what I believe in, my experience is that - much to my amazement - I land on my feet. And it's great - more, it is wildly inspiring and motivating! I get the urge to cast myself even more passionately next time, to throw me over the cliff like any other daredevil and let God control my fall. I get the urge to wager that whatever He has called me to do, I am able to do - because I know from experience that He is with me.

The last fourteen days have not only been filled with work, but also with thoughts on major topics in my life - thoughts about life and death, pain and how to get over losses, and thoughts about being a wife, mother, woman and on top of it all - a Christian. I've had conversations about the latter, and it's exciting to hear what other women think about these issues.

If you read my last entry, you know that death suddenly came very close, since one of Natasja's schoolmates suddenly died in an accident. My first reaction was to comfort my girl - to answer her questions, but as she found more peace, I became aware of a pain inside me. Death came very close, and as a mother, I can readily imagine how terrible it is for this girl's family. I experienced an almost physical pain on several occasions and finally had to turn to my husband.

I needed to tell someone how much this had affected me, so yesterday, when I had my husnabd all to myself, I opened up the bag, so to speak. He was somewhat surprised, I guess, but he listened, said a few words, and let my tears roll down my cheeks. My husband met me right there - in a place where I did not need to be told that I have not had known the girl personally, or that I should man myself up and just think positively. I was allowed to verbalize my pain - my pain being strongly related to anxiety in this case - and could thus let it all go and place the girl's family completely in God's hands.

Today I had a conversation with a woman. Together, we explore various challenges in her life, and together we try to piece together how she best lives out what she is experiencing God speaking to her about. As my husband yesterday made room for me, I could now make room for her. And towards the end of our conversation, she discovered how she actually had created space for other women by listening to their pain, concerns and challenges. We concluded that when we offer honesty, trust and care, we are often greeted by the same. And precisely here, I think that we women can do something special - and must be something special. We must help to create space for each other, by listening, respecting and caring. Our ability to nurture infant life is not only limited to our ability to be a mother, but reaches far beyond that. We can nuture life with each other, support, encourage and mentor one another.

I want my ability to nurture life to be spent well. I want to supply the water that nourishes the dry roots, be the tripod that supports the fragile, I want to hold the umbrella, which provides shelter and shade for those who need to climb out of the blazing sun or icy wind.

All this I can not do in my own strength. I have to cling myself to Him who gives strength - to Him, whose strength works through my weakness. As John 15:5 states:

I am the vine; you are the branches. If you remain in me and I in you, you will bear much fruit; apart from me you can do nothing.

I choose daily to remain in God. I choose daily to put my family and myself into His hands. And I can not imagine a better place to be. So tonight I'll lay my head back and laugh - out of gratitude, of joy and amazement at the world God has created.