En absurd uge, med en ufattelig tragisk afslutning.

Den forgangne uge har været absurd på mange måder. Vi har oplevet påsat brand i Johannas vuggestue, samt en rotte i toilettet på min arbejdsplads, men det mest forfærdende, vi længe har oplevet, og som afsluttede sidste uge, var meddelelsen om dødsfaldet af en ung pige i vores ældste datters parallel klasse.

Dødsfald er i udgangspunktet altid forbundet med tristhed, men når det er en ung pige, som kun har levet en brøkdel af de år, hun burde, bliver dødsfaldet efterfulgt ikke kun af tristhed, men af stærk sorg, smerte, gråd, samt en masse spørgsmål, som pludselig trænger sig på med en voldsom insisteren.

Jeg har lyttet til og holdt om min datter. Hun har haft brug for at græde og snakke, og hun har haft brug for at få at vide, at selvom pigen ikke var en af hendes nærmeste veninder, er det helt ok at være ulykkelig. Hun har haft mange spørgsmål, og noget siger mig, at spørgsmålene vil fortsætte det næste stykke tid. Vi har snakket om, hvad der sker lige efter døden indtræder - ikke på det jordiske, fysiske område, men i den åndelige verden. Hvor er denne pige nu henne? Ved hun, hvad der er sket? Kan hun se, at hendes familie er i sorg?

Vi har snakket om den frie vilje kontra skæbnen, om, hvorvidt vores liv er fastlagt fra den første dag, vi trækker vejret uden for vores moders liv. Vi har snakket om konsekvensen af de valg, vi træffer - valg, der spænder lige fra, hvordan vi kommer ud af døren om morgenen, hvordan vi får sagt farvel til hinanden, til hvordan vi vælger at krydse en vej. Hvor er vores opmærksomhed henne? Skal vi leve vores liv i frygt? Eller kan man overhovedet leve, så man er parat til at sige farvel?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på. Og det er blevet vigtigt for vores datter at få sat ord på de følelser, hun nærer for sine venner og familie. Spørgsmålet om organdonation er blevet relevant. Den afdøde pige havde besluttet sig inden hun døde - hun ville være organdonor. Jeg har dyb respekt for en familie, der har været i stand til at tale om så alvorlige ting med deres børn, inden den værst tænkelige situation indtraf.

Det er også pludseligt blevet et spørgsmål, hvordan man takler både sin egen, og andres sorg. Må jeg overhovedet more mig? Er det ok, at jeg griner af vittigheder og andre platheder, samme aften som en anden sidder og græder med et knust hjerte? Er det ok, at jeg kan mærke, at jeg stadig lever, og at mine drømme og mit håb for fremtiden ikke er slukket, når en andens verden er brudt sammen, og fremtiden er mørk og kold?

Jeg kan naturligvis ikke svare på alle disse spørgsmål. Jeg oplever, at der ikke er nogen facitliste. Livet er usikkert. Jeg kan kun stræbe efter at gøre mit bedste - at svare, hvad jeg ærligt tror passer. Jeg kan kun bestræbe mig på at være der, når sorgen bliver for tung, og min datter for brug for at vende endnu et spørgsmål eller få tårene tørret væk.

I denne weekend har jeg sendt mange tanker og bønner afsted for denne familie. Jeg kender dem ikke, ved ikke, om jeg nogensinde har mødt dem, men jeg ønsker for dem, at de med tiden må få bearbejdet deres sorg på bedst mulige vis. Jeg ønsker for dem, at de må blive omsluttet af kærlige, varme mennesker, som forstår at rumme alt hvad der følger med. Jeg ville ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage og sikre mig, at pigen ikke blev offer for hendes ulykke, men det kan jeg ikke. Jeg beder om, at Gud, i hans nåde og kærlighed, vil omslutte dem i denne svære tid.

The past week has been absurd in many ways. There was a fire in Johanna's nursery, and we found a rat in the toilet at my workplace, but the most appalling thing we have long experienced, and which closed this last week was the death of a young girl in our oldest daughter's school.

Death is always associated with sadness, but when a young girl - who only lived a fraction of the years she should - suddenly dies, death induces not only sadness, but strong grief, pain, tears and a lot questions that suddenly impose themselves with a fierce insistence.

I have listened to and held my daughter. She has needed to cry and talk, and she has needed to be reassured, that although the girl was not one of her closest friends, it's perfectly ok to grieve. She has had many questions, and something tells me that the questions will continue for quite a while. We've talked about what happens immediately after death occurs - not in the earthly, physical realm, but in the spiritual world. Where is this girl now? Does she know what happened? Can she see that her family is in mourning?

We've talked about free will versus destiny, whether our lives are determined from the first day, we take a breath outside our mother's womb. We've talked about the consequences of the choices we make - choices that range from how we leave our home in the morning, how we say goodbye to each other, to how we choose to cross a road. Where is our attention? Should we live our lives in fear?Or is it possible to live, constantly ready to say goodbye?

Many issues are surfacing inside our daughter. And it has been important for our daughter to put into words the feelings she has for her friends and family. The issue of organ donation has become appropriate. The deceased girl had decided before she died - she wanted be an organ donor. I have deep respect for a family who has been able to talk about such serious things with their children before the worst occurred.

It's also suddenly become a question how to deal with both one's own and others' sorrow. Is it ok for me to enjoy myself? Is it okay that I laugh at jokes, the same night as someone else is crying with a broken heart? Is it ok that I can feel that I am still alive and that my dreams and my hopes for the future still are vibrantly alive, when someone else's world has collapsed, and their future is dark and cold?

Obviously I can not answer all these questions. Life is uncertain. I can only strive to do my best - to answer what I honestly think fit. I can only strive to be there when the grief becomes too heavy, and my daughter needs to ask a new question or have her tears wiped away.

This weekend I have sent many thoughts and prayers out for this family. I do not know them, do not know if I have ever met them, but I wish for them, that they get through their grief in the best possible way. I wish for them that they will be surrounded by loving, warm people who understand how to deal with all facets of grief. I wish I could turn back time and assure myself that the girl did not become a victim of her accident, but I can not.

I pray that God in his mercy and love that will surround them in this difficult time.