Vi stod op til slud, som langsomt bevægede sig over i sne. Der er dog ikke koldt nok til, at det kan blive liggende, så lige nu er der bare vådt og snasket udenfor. I aften skal vi have besøg af nogle meget gode venner, og jeg glæder mig til at snakke med folk, jeg er tryg ved. Jeg glæder mig til at trække luften dybt ned i lungerne og grine den ud igen - for jeg trænger til et rigtig godt grin.

Det er ikke fordi jeg er i dårligt humør eller trist. Jeg er ikke deprimeret eller vred. Men tiden flyver så hurtigt, at jeg ikke helt føler, jeg kan følge ordentligt med. Og tiden flyver, fordi min verden indeholder så mange ting, der skal plejes og følges op på, og fordi jeg ikke har isoleret mig, men har valgt at kaste mig ud i verden, med håbet og ønsket om at gøre en forskel.

Det er ikke altid jeg lander på fødderne, men som regel, når jeg husker at trække vejret, bede en bøn og holde godt fast i det jeg tror på, så oplever jeg - til min store forundring - at jeg lander på fødderne. Og det er dejligt - mere endnu, det er vildt inspirerende og motiverende! Jeg får lyst til at tage et endnu større spring næste gang, får lyst til at kaste mig ud over skrænten som enhver anden vovehals og lade Gud styre mit fald. Jeg får lyst til at satse på, at alt, hvad Han har kaldet mig til at gøre, det magter jeg - for jeg ved af erfaring, at Han er med mig.

Den sidste tid har ikke kun været fyldt med arbejde, men også med tanker omkring store emner i mit liv - tanker om liv og død, smerte og hvordan man mon kommer videre ovenpå tab, samt tanker om det at være kone, mor, kvinde og oveni det - kristen. Jeg har haft samtaler om netop de sidste ting, og det er spændende at få lov til at høre, hvad andre kvinder tænker om disse emner.

Læste du mit sidste indæg ved du, at døden pludselig kom meget tæt på, da en af Natasjas skolekammerater pludselig omkom ved en ulykke. Min første reaktion var at trøste min pige - at svare på hendes spørgsmål, men efterhånden som hun selv fik mere fred, meldte der sig en stor smerte hos mig. Døden kom meget tæt på, og som mor, kan jeg levende forestille mig, hvor forfærdeligt det er for denne piges familie. Jeg oplevede nærmest en fysisk smerte ved flere lejligheder, og måtte til sidst vende mig til min mand.

Jeg havde brug for at fortælle nogen, hvor meget dette havde påvirket mig, så da jeg i går havde min mand på tomandshånd, lukkede jeg op for posen. Han blev noget overrasket, tror jeg, men han lyttede, knyttede nogle ord til, og lod mine tåre trille ned over mine kinder. Jeg blev mødt af min mand lige dér - der, hvor jeg ikke havde brug for at få at vide, at jeg jo ikke havde kendt pigen personligt, eller at jeg skulle mande mig op og bare tænke positivt. Jeg fik lov til at sætte ord på min smerte - som er stærkt beslægtet med angst i dette tilfælde - og kunne ad den vej give slip, og lægge pigens familie helt over i Guds hænder.

I dag har jeg så siddet i samtale med en kvinde. Sammen udforsker vi forskellige udfordringer i hendes liv, og sammen prøver vi at stykke sammen, hvordan hun bedst udlever det, hun oplever Gud siger til hende. Som min mand i går skabte plads til mig, kunne jeg i dag skabe plads til hende. Og hen i mod slutningen af vores samtale, opdagede hun, hvordan hun faktisk selv havde skabt plads til andre kvinder ved at lytte til deres smerte, bekymring og udfordringer. Vi nåede frem til, at når vi tilbyder ærlighed, tillid og omsorg, bliver vi ofte mødt af det samme. Og lige præcis her, tror jeg, at vi kvinder kan noget særligt - og skal noget særligt. Vi skal være med til at skabe plads til hinanden, lytte - respekterer - og drage omsorg. Vores evne til at nære det spæde liv er ikke kun begrænset til vores evne til at være mor, men breder sig langt ud over det. Vi kan nære liv hos hinanden, støtte, opmuntre og vejlede hinanden.

Jeg ønsker, at min evne til at nære liv må blive brugt godt. Jeg ønsker at komme med vandet, der vander de tørre rødder, være stativet, der støtter der skrøbelige, holde paraplyen, der skaber læ og skygge for de, der har brug for at kravle ud af den brændende sol eller isnende vind.

Alt dette kan jeg ikke i egen kraft. Jeg må klynge mig til Ham, som giver styrken - til Ham, hvis styrke netop træder i kraft i min svaghed. Som der står i Johannesevangeliet 15:5:

Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.

Jeg vælger dagligt at holde mig til min Gud. Jeg vælger dagligt at lægge min familie og mig selv over i Hans hænder. Og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at være. Så i aften vil jeg lægge hovedet tilbage og grine - af taknemmlighed, af glæde, og af forundring over den verden, Gud har skabt.


We woke up to sleet, which slowly changed to snow. However, it is not cold enough, so right now it is just wet and nasty outside. This evening we will have some very good friends over for dinner, and I look forward to engaging in conversation with people I'm comfortable with. I am looking forward to breathing air deep into my lungs and laughing, for I am in need of a really good laugh.

It's not because I'm in a bad mood or sad. I'm not depressed or angry. But time flies by so fast that I feel like I have to catch up alle the time. And time flies by because there are so many things to be nurtured and taken care off in my world, and because I haven't isolated myself, but instead have flung myself into the world with a hope and desire to make a difference.

I don't always land on my feet, but usually when I remember to breathe, say a prayer and hold on tight to what I believe in, my experience is that - much to my amazement - I land on my feet. And it's great - more, it is wildly inspiring and motivating! I get the urge to cast myself even more passionately next time, to throw me over the cliff like any other daredevil and let God control my fall. I get the urge to wager that whatever He has called me to do, I am able to do - because I know from experience that He is with me.

The last fourteen days have not only been filled with work, but also with thoughts on major topics in my life - thoughts about life and death, pain and how to get over losses, and thoughts about being a wife, mother, woman and on top of it all - a Christian. I've had conversations about the latter, and it's exciting to hear what other women think about these issues.

If you read my last entry, you know that death suddenly came very close, since one of Natasja's schoolmates suddenly died in an accident. My first reaction was to comfort my girl - to answer her questions, but as she found more peace, I became aware of a pain inside me. Death came very close, and as a mother, I can readily imagine how terrible it is for this girl's family. I experienced an almost physical pain on several occasions and finally had to turn to my husband.

I needed to tell someone how much this had affected me, so yesterday, when I had my husnabd all to myself, I opened up the bag, so to speak. He was somewhat surprised, I guess, but he listened, said a few words, and let my tears roll down my cheeks. My husband met me right there - in a place where I did not need to be told that I have not had known the girl personally, or that I should man myself up and just think positively. I was allowed to verbalize my pain - my pain being strongly related to anxiety in this case - and could thus let it all go and place the girl's family completely in God's hands.

Today I had a conversation with a woman. Together, we explore various challenges in her life, and together we try to piece together how she best lives out what she is experiencing God speaking to her about. As my husband yesterday made room for me, I could now make room for her. And towards the end of our conversation, she discovered how she actually had created space for other women by listening to their pain, concerns and challenges. We concluded that when we offer honesty, trust and care, we are often greeted by the same. And precisely here, I think that we women can do something special - and must be something special. We must help to create space for each other, by listening, respecting and caring. Our ability to nurture infant life is not only limited to our ability to be a mother, but reaches far beyond that. We can nuture life with each other, support, encourage and mentor one another.

I want my ability to nurture life to be spent well. I want to supply the water that nourishes the dry roots, be the tripod that supports the fragile, I want to hold the umbrella, which provides shelter and shade for those who need to climb out of the blazing sun or icy wind.

All this I can not do in my own strength. I have to cling myself to Him who gives strength - to Him, whose strength works through my weakness. As John 15:5 states:

I am the vine; you are the branches. If you remain in me and I in you, you will bear much fruit; apart from me you can do nothing.

I choose daily to remain in God. I choose daily to put my family and myself into His hands. And I can not imagine a better place to be. So tonight I'll lay my head back and laugh - out of gratitude, of joy and amazement at the world God has created.

En absurd uge, med en ufattelig tragisk afslutning.

Den forgangne uge har været absurd på mange måder. Vi har oplevet påsat brand i Johannas vuggestue, samt en rotte i toilettet på min arbejdsplads, men det mest forfærdende, vi længe har oplevet, og som afsluttede sidste uge, var meddelelsen om dødsfaldet af en ung pige i vores ældste datters parallel klasse.

Dødsfald er i udgangspunktet altid forbundet med tristhed, men når det er en ung pige, som kun har levet en brøkdel af de år, hun burde, bliver dødsfaldet efterfulgt ikke kun af tristhed, men af stærk sorg, smerte, gråd, samt en masse spørgsmål, som pludselig trænger sig på med en voldsom insisteren.

Jeg har lyttet til og holdt om min datter. Hun har haft brug for at græde og snakke, og hun har haft brug for at få at vide, at selvom pigen ikke var en af hendes nærmeste veninder, er det helt ok at være ulykkelig. Hun har haft mange spørgsmål, og noget siger mig, at spørgsmålene vil fortsætte det næste stykke tid. Vi har snakket om, hvad der sker lige efter døden indtræder - ikke på det jordiske, fysiske område, men i den åndelige verden. Hvor er denne pige nu henne? Ved hun, hvad der er sket? Kan hun se, at hendes familie er i sorg?

Vi har snakket om den frie vilje kontra skæbnen, om, hvorvidt vores liv er fastlagt fra den første dag, vi trækker vejret uden for vores moders liv. Vi har snakket om konsekvensen af de valg, vi træffer - valg, der spænder lige fra, hvordan vi kommer ud af døren om morgenen, hvordan vi får sagt farvel til hinanden, til hvordan vi vælger at krydse en vej. Hvor er vores opmærksomhed henne? Skal vi leve vores liv i frygt? Eller kan man overhovedet leve, så man er parat til at sige farvel?

Der er mange spørgsmål, der trænger sig på. Og det er blevet vigtigt for vores datter at få sat ord på de følelser, hun nærer for sine venner og familie. Spørgsmålet om organdonation er blevet relevant. Den afdøde pige havde besluttet sig inden hun døde - hun ville være organdonor. Jeg har dyb respekt for en familie, der har været i stand til at tale om så alvorlige ting med deres børn, inden den værst tænkelige situation indtraf.

Det er også pludseligt blevet et spørgsmål, hvordan man takler både sin egen, og andres sorg. Må jeg overhovedet more mig? Er det ok, at jeg griner af vittigheder og andre platheder, samme aften som en anden sidder og græder med et knust hjerte? Er det ok, at jeg kan mærke, at jeg stadig lever, og at mine drømme og mit håb for fremtiden ikke er slukket, når en andens verden er brudt sammen, og fremtiden er mørk og kold?

Jeg kan naturligvis ikke svare på alle disse spørgsmål. Jeg oplever, at der ikke er nogen facitliste. Livet er usikkert. Jeg kan kun stræbe efter at gøre mit bedste - at svare, hvad jeg ærligt tror passer. Jeg kan kun bestræbe mig på at være der, når sorgen bliver for tung, og min datter for brug for at vende endnu et spørgsmål eller få tårene tørret væk.

I denne weekend har jeg sendt mange tanker og bønner afsted for denne familie. Jeg kender dem ikke, ved ikke, om jeg nogensinde har mødt dem, men jeg ønsker for dem, at de med tiden må få bearbejdet deres sorg på bedst mulige vis. Jeg ønsker for dem, at de må blive omsluttet af kærlige, varme mennesker, som forstår at rumme alt hvad der følger med. Jeg ville ønske, jeg kunne skrue tiden tilbage og sikre mig, at pigen ikke blev offer for hendes ulykke, men det kan jeg ikke. Jeg beder om, at Gud, i hans nåde og kærlighed, vil omslutte dem i denne svære tid.

The past week has been absurd in many ways. There was a fire in Johanna's nursery, and we found a rat in the toilet at my workplace, but the most appalling thing we have long experienced, and which closed this last week was the death of a young girl in our oldest daughter's school.

Death is always associated with sadness, but when a young girl - who only lived a fraction of the years she should - suddenly dies, death induces not only sadness, but strong grief, pain, tears and a lot questions that suddenly impose themselves with a fierce insistence.

I have listened to and held my daughter. She has needed to cry and talk, and she has needed to be reassured, that although the girl was not one of her closest friends, it's perfectly ok to grieve. She has had many questions, and something tells me that the questions will continue for quite a while. We've talked about what happens immediately after death occurs - not in the earthly, physical realm, but in the spiritual world. Where is this girl now? Does she know what happened? Can she see that her family is in mourning?

We've talked about free will versus destiny, whether our lives are determined from the first day, we take a breath outside our mother's womb. We've talked about the consequences of the choices we make - choices that range from how we leave our home in the morning, how we say goodbye to each other, to how we choose to cross a road. Where is our attention? Should we live our lives in fear?Or is it possible to live, constantly ready to say goodbye?

Many issues are surfacing inside our daughter. And it has been important for our daughter to put into words the feelings she has for her friends and family. The issue of organ donation has become appropriate. The deceased girl had decided before she died - she wanted be an organ donor. I have deep respect for a family who has been able to talk about such serious things with their children before the worst occurred.

It's also suddenly become a question how to deal with both one's own and others' sorrow. Is it ok for me to enjoy myself? Is it okay that I laugh at jokes, the same night as someone else is crying with a broken heart? Is it ok that I can feel that I am still alive and that my dreams and my hopes for the future still are vibrantly alive, when someone else's world has collapsed, and their future is dark and cold?

Obviously I can not answer all these questions. Life is uncertain. I can only strive to do my best - to answer what I honestly think fit. I can only strive to be there when the grief becomes too heavy, and my daughter needs to ask a new question or have her tears wiped away.

This weekend I have sent many thoughts and prayers out for this family. I do not know them, do not know if I have ever met them, but I wish for them, that they get through their grief in the best possible way. I wish for them that they will be surrounded by loving, warm people who understand how to deal with all facets of grief. I wish I could turn back time and assure myself that the girl did not become a victim of her accident, but I can not.

I pray that God in his mercy and love that will surround them in this difficult time.