Friday, October 15, 2010

Jeg tænker jævnligt over, hvad det er, jeg skal med mit liv. Opnår jeg noget? Gør jeg en forskel? Har jeg en opgave at udføre? Og helt ærligt - så er det meget svingende, hvad jeg selv svarer. Nogen gange er det nemt at føle, at man gør en forskel. Andre gange synes jeg, der er usædvanligt langt igen. Men mon ikke det bare er fordi livet er uforudsigeligt?

Og jeg kan heller ikke lade være med at spekulere over, hvor jeg skal hente min inspiration fra - hvor, jeg skal spejle mig og hente overskud til at forandre mig. Hvem har ret? Hvem kan definere uden fejl, hvordan jeg vil tage mig bedst ud som menneske? Som mor? Kone? Kvinde? Der er så mange bud på, hvordan man skal være, at det ikke er sært, almindelige mennesker bliver forvirret.

Derfor har jeg valgt nogle enkle få, jeg vil forsøge at lære fra. Jeg vil først og fremmest se hen til Jesus for at hente inspiration. Jeg vil søge hans råd og vejledning for mit liv.
Og dernæst vil jeg benytte mig af mænd og kvinder, som har noget godt, sundt og ærligt at sige.

En af de kvinder er Lisa Bevere. Sammen med hendes mand John, er hun præst i USA og leder Messenger International (www.messengerinternational.org) Lisa har skrevet flere bøger, hvoraf jeg er i gang med at læse Slås som en pige. Hun skriver meget om at være kvinder i den bog, men følgende citat sprang i øjnene på mig:

Jeg tror, at kristne kvinder i lang tid har følt sig urimeligt presset til at fremstå som fuldkomne. Det har fået en stor del af os til at være både utilnærmelige og uægte. Det har fået andre til at føle sig mangelfulde og utilpas i vores prangende CZ (cubic zirconia, laboratorieskabte diamanter) tilstedeværelse. Med vores facade blev vi alle til statisk støj, og ingen kunne høre, hvad vi havde at sige gennem al den overfladiske snak. Vi troede i vores tåbelighed, at når vi foregav at være perfekte, så ville det inspirere til fuldkommenhed, men i stedet for at løfte andre op trykkede vi dem ned.
Lisa Bevere - Slås som en pige, s. 202-203
Jeg har ofte hørt andre kvinder udtale sig i lidt negative vendinger om andre kristne kvinder, for hvem hår, sminke og tøj virker til at betyde alt - og dermed kommer til at virke distancerende i stedet for favnende. Jeg har hørt vrede udbrud, når kristne kvinder i "høje stilinger" ikke formår at nå ind til kvinder, der henter sine værdier andre steder end i modebladende. Det lyder hårdt... men sådan er det billede, nogle af vores søstre har af andre kristne kvinder. Og jeg har naturligvis også tænkt mit.

Hvad skal vi gøre ved det? Skal vi boykotte moden? Og nu burde der være lyd på min blog - så kunne du høre mig jamre nej, nej, nej, nej... jeg elsker nemlig modetøj, sminke, smykker og glittede blade (selvom jeg altid bliver skuffet når jeg har købt dem - de indeholder jo sjældent noget dybt). Jeg tror, vi skal beholde vores stil - vores mode, smykker og frisure. Men vi skal holde op med at opretholde en facade af glamour og glimmer, som ikke svarer til den virkelighed, vi lever i.

Sandheden er, at vi alle er i samme båd - når først sminken og smykkerne er lagt på hylden. Det er jo kun rekvisiter, vi benytter os af her i livet. Men rekvisiterne kommer nogen gange til at fylde mere, end de burde.

Når jeg køber en billet til en forestilling eller en film, sætter jeg pris på, at der er blevet arbejdet med rekvisiterne, så oplevelsen bliver god og æstetisk flot. Men jeg ville blive skuffet, hvis skuespillet derimod var elendigt. Ingen rekvisit ville kunne opveje en opvisning under lavmålet. Og sådan er det også med os og vores relationer. Jeg sætter pris på, at mennesker tager sig selv alvorligt nok til at vedligeholde og præsentere deres bedste sider så godt som muligt - men hvis de ikke er ærlige, holder billedet ikke. Så er det som at se en dårlig film.

Kvinder - vi skal bruge lige så meget tid på at forbedre vores indre som vores ydre. Det er ikke kun vores ydre facade, der skal kunne holde til et gennemgribende tjek. Når bølgerne går højt - som de med garanti vil komme til - så skal vi kunne stå inde for det, der viser sig, når håret klasker sammen og mascaraen løber ned af kinderne i sorte striber. Hvis ikke vi kan stå inde for hende, der kommer til syne der - hvis vi skammer os over hende eller ikke bryder os om hende, er der noget helt galt. Det er jo hende - den, vi er virkelig er - vi skal kunne elske, og ikke kun hende, der viser sig i spejlet efter 30-40 minutters styling.

Vi må forstå, at vi ikke er kaldet til at være fuldkomne. Det er ikke Jesus, der kræver det af os. Det er noget vi selv kræver. Jesus kalder os til at være autentiske - ærlige og helhjertet, med en længsel og ydmyghed til at lade os forvandle. At være autentisk er meget mere end at være ægte - det indebærer at være fint bearbejdet, kostbar, ikke en reproduktion men snarere enestående. Autentiske ædelsten har ofte fejl, og det er fejlene, der bekræfter at stenen er autentisk!

Hvis vi tør være autentiske overfor hinanden, betyder det også, at vi tør lade de fine facader falde. Vi tør vise hinanden, at inde bag sminken og smykkerne og det lækre modetøj, banker et ganske menneskeligt hjerte - med smerter, sorger og glæder ligesom alle andre. Vi gør det muligt at inspirere hinanden, at opmuntre hinanden og at bære hinanden, når vi tør vedstå os de fejl, vi har.

Jeg vil slutte af med endnu et citat fra Slås som en pige:
Gud ser efter uforfalsket autenticitet i sine døtre.


I think regularly about what it is I'm doing with my life. Am I achieving anything? Do I make a difference? Is there a task for me to take care off? And frankly - my answers differ quite a bit. Sometimes it's easy to feel that I do make a difference. Other times I think that I still have along way to go. But perhaps that is just because life is unpredictable?
And I can not help but wonder where I should get my inspiration from - where I need to mirror my self and get the energy to change. Who is right? Who can define without error, how I would be my best? My best as a mother? Wife? Woman? There are so many ideas on how to be all these things, that it is not strange that ordinary people become confused.
Therefore I have chosen a few people, to whom I will look and try to learn from. First, I look to Jesus for inspiration. I will seek his advice and guidance for my life.
And then I will look to godly men and women who have something good, wholesome and honest to say.
One of the women is Lisa Bevere. Together with her husband John, she is a minister in the United States and leads Messenger International (www.messengerinternational.org) Lisa has written several books, of which I am currently reading Fight like a girl. She writes a lot about being a woman in the book, but the following quote spoke to me:
I think that Christian women have long felt unfairly pressured to appear as perfect. It has been a big part of us to be both inaccessible and inauthentic. This has caused others to feel inadequate and uncomfortable in our flashy CZ (cubic zirconia, lab created diamonds) presence. With our facade, we were all static, and no one could hear what we had to say through all the superficial talk. We believed in our folly, that when we pretended to be perfect, then it would inspire perfection, but instead of lifting others up, we tore them down
Lisa Bevere - Fight like a girl, p. 202-203
(translated from Danish to English via google... sorry, I don't have her book in English)
I have often heard other women speak in somewhat negative terms about other Christian women, whose hair, makeup and clothes seem to mean everything to them - and thus come to create distance rather than being inviting. I have heard anger, when Christian women with "high status" fail to reach the women whose values come from outside fashion magazines. It sounds harsh ... but this is the image that some of our sisters have of other Christian women. And of course I have also done my share of thinking.
What should we do about it? Should we boycott fashion? And now there should have been sound effects on my blog - then you could hear me moan no, no, no, no ... I love fashion, makeup, jewelry and glossy magazines (although I always get disappointed after buying them - they seldom contain anything deep). I think we should keep our style - our fashion, jewelry and hairstyle. But we must stop maintaining a facade of glamor and glitter, which does not correspond to the reality we live in.
The truth is that we are all alike - once the makeup and jewelry is put away. It's only props we use in life. But props sometimes come to mean more to us than they should.
When I buy a ticket to a show or a movie, I appreciate that there has been put work into making good props - it makes the experience good and aesthetically beautiful. But I would be disappointed if the play however was miserable. No props can redeem really bad acting. And it is just the same with us and our relationships. I appreciate that people take themselves seriously enough to maintain and present their best face as possible - but if they are not honest, the picture will start to crack. It'll be like watching a bad movie or show.
Women - we need to spend as much time improving ourselves internally as externally. We should be able to survive an inspection on the inside as well as on the outside. When the waves come crashing - as they guaranteed to do - we should be ready to vouch for the women who appears when our hair does weird things and mascara runs down our cheeks in black stripes. If we can not vouch for the woman who appears when our facade crumbles - if we are ashamed of her or do not like her, something is very wrong. It's her - the one who we really are - we must be able to love, not just the woman we see in the mirror after the 30-40 minutes worth of styling.
We must understand that we are not called to be perfect. Jesus does not require perfection of us. It is something we require. Jesus calls us to be authentic - honest and wholehearted, with a yearning to and a humility to let us transform. Being authentic is much more than being real - it means to be refined, costly, not a reproduction but rather unique. Authentic gemstones are often flawed and the flaws are what confirm the the stone is authentic!
If we dare to be authentic with each other, it also means that we dare to let the delicate facades fall. We dare to show each other what lies behind the makeup and jewelry and the sleek clothes we wear, that in us beats a very human heart - with all the pain, joys and sorrows everyone else feels. We make it possible to inspire each other, encourage each other and carry each other when we dare to share the flaws we have.
I will conclude with another quote from Fight like a girl:
God looks after unadulterated authenticity of his daughters.

No comments:

Post a Comment