Tuesday, June 29, 2010

Bøn med stærk faktor.

"Det skete igen, helt utroligt, at sommeren kom, stille roligt" synger både Tøsedrengene og Danser med Drenge. Og jeg sang det i fredags, da hele skolen samledes i salen for at ønske hinanden rigtig god ferie.

Sommeren lod ellers vente på sig. En overgang var det som om, at den havde glemt os helt, og vejret var koldt, gråt og blæsende - ligesom efteråret, dog uden de smukke, gyldne og røde blade, der hvert efterår slipper deres tag i grenene for at danse i vinden.

Men pludselig brød varmen igennem, og jeg sidder nu og ser ud på en blå himmel, lytter til fuglenes kvidren og glæder mig over den varme, man bliver mødt med, når man bevæger sig ud i solens stråler. Det er fantastisk at mærke solen varme kroppen. Det ligesom fylder én op med energi, samtidig med at man bliver rigtigt ferie-dvask og afslappet.

Jeg glæder mig over at have ferie nu. Jeg glæder mig over, at mine børn kan sove længe om morgenen. Jeg glæder mig over, at de kan trække i badetøj og lave vandkamp i haven, og at alle sommerkjolerne, der har hængt sirligt på bøjle, nu skal frem og bruges.

Jeg nyder at drikke kaffe i skygge af rønnebærtræet i min have, sammen med en god veninde, med hvem jeg kan snakke om løst og fast, alt imens vores to små døtre leger med vand og kommer til at tisse i græsset, fordi bleen er smidt i anledning af varmen.

Og så undrer jeg mig over, hvor hurtigt vi kan glemme den kulde, der var ved at drive os til vanvid for ikke ret lang tid siden. Vi glemmer de grå skyer, der gjorde sig umage for at gemme den blege sol der trods alt tittede frem bag ved dem. Jeg undrer mig over, hvor hurtigt vi får hængt det sikre, lune tøj ind bagerst i skabet, og hevet det lette og lyse frem, som om vi aldrig havde gået i andet - eller aldrig havde tvivlet på, at det ville komme i brug igen.

Med solen kommer mærkeligt nok også behovet for solbeskyttelse. Reglerne om ikke at opholde sig i solen mellem kl. 13 og 15 bliver trukket frem og støvet af. Bøllehattene og kasketterne er også fundet frem og ligger klar på hattehylden.

Og tanken om beskyttelse fra solens skadelige stråler sætter andre tanker igang hos mig. Der er så meget andet, vi også bør beskyttes fra - enten af os selv eller andre. Livet er ikke altid en dans på roser, en leg i solnedgangen, en dans i bølgeskvulp på en eksotisk strand.
Livet er også barskt. Det er hårdt, op-ad-bakke og to skridt frem, ét tilbage nogen gange. Indskydelser, tanker, følelser og andre menneskers uigennemtænkte ord og handlinger kan skade os. Vores egen dumhed, svaghed, træthed og utålmodighed kan skade os. Og hvor er den solcreme, vi kan smøre hen over huden og gemme os bag? Havde det ikke været fantastisk med en sådan tube - eller endnu bedre - sprayflaske, så vi bare kunne spraye os og være immune overfor de skadelig stråler udefra?

Jeg vil vove den påstand, at vi i en eller anden udstrækning har sådan en beskyttelse, hvis vi vender os til Kristus. Den er hverken vandafvisende eller med solfaktor, men den er til gengæld ganske gratis. Den kræver blot, at vi har tillid til Ham, og til hinanden. Den hedder bøn. Det er er en verdensomspændende beskyttelse, som ikke er begrænset af tuber, flasker og varedeklarationer. Den er tilgængelig hele døgnet rundt.

Vi kan selv bede, vende os til Gud i fast tillid til, at Han hører os, Men lige så vigtigt må det også være, at have et netværk, der jævnligt omslutter én i bøn - et netværk, som sørger for at jeg er beskyttet mod alt det, der ikke er godt for mig. Alt det, der kunne skade mig og dermed fører mig væk fra det, jeg ellers skulle befinde mig midt i. Jeg ved, at jeg jævnligt har brug for folk, der beder for mig - at jeg må vandre på den rigtige sti, træffe de rigtige beslutninger, lytte, når der bliver talt sandhed til mig, holde mig fra fristelser, der intet godt bringer med sig.

Har du sådan et netværk, der jævnligt sørger for din bøns-faktor?

Tuesday, June 1, 2010

MUS samtaler med den Højeste


I søndags lyttede jeg til en glimrende tale om success og fiasko. Den handlede, kort fortalt, om Guds syn på disse sager kontra verdens syn. Og den var virkelig god! Gennemtænkt, funderet i skriften, sund.

Men det, der har hængt fast i mig, var talerens
indrømmelse, at han selv følte sig kaldt ind til MUS samtale hos Gud. (Medarbejder Udviklings Samtale) Taleren
kunne ikke vide det, men samme morgen havde Gud kaldt mig ind til en lignende samtale. Og ligesom med søndagens taler, er min MUS samtale nok heller én af dem, der er overstået efter 20 minutter.

Det hele begyndte med en kommentar fra min mand. Han påpegede noget rod, og uden at tænke over det, styrtede jeg hovedkuls ud i et kæmpe forsvar med en masse gode forklaringer på, hvorfor der var rodet - og jeg sluttede smukt mit forsvar
af med at angribe ham. Han kunne jo bare selv gå i gang med at rydde op! Hvor svært kunne det være?

Jeg behøver vel ikke sige, at vi endte i et mindre skænderi!?

Men, som det gode par vi er, forsøgte vi efter et stykke tid at vende skænderiet til noget mere fornuftigt, nemlig en diskussion... men jeg blev pludselig klar over, at jeg havde fået sat nogle af mine egne, bortgemte kasser under lup.

Ups.
I mit sidste indlæg skrev jeg om, at jeg vidste, jeg var nød til at udfordre mig selv - lave huller i hegnet og muren, så Jesus kunne se det jeg gemte. Nogen gange er vi bare så gode til at gemme ting, at vi glemmer, hvad det er, og hvor vi har lagt det. (Jeg har f.eks. en gang præsteret at lede efter mine briller - både højlydt og irriteret - indtil veninden påpegede, at de sad i panden på mig. Jeg havde glemt, at jeg havde skubbet dem op et øjeblik. Øv. Og så var der min veninde, der ville lette opgave-skrivningen med lidt is. Men mærkeligt nok forsvandt alle papirerne, idet hun fandt
isen. Pudsigt nok fandt vi det, hun manglede, i fryseren et par timer senere.)

Midt i vores ophedet samtale, blev det lysende klart for mig, hvorfor jeg gik i forsvar over, at han sagde, der var rodet. Jeg blev pludselig smertefuldt klar over alle de krav, jeg dagligt stiller til mig selv - på alle mulige områder - uden at kunne leve op til dem!

Jeg har det nemlig med at måle mig med andre. Men i stedet for at tænke over, hvordan disse "andre" lever et helt liv, finder jeg den ene ting, jeg synes de er fantastiske dygtige til - og så stræber jeg efter at kunne leve op til deres standart på netop denne ene ting fra deres liv.... (og ender dermed med den perfekte kvinde - tror jeg selv - som jeg stræber længelsfyldt efter at være)

Jeg undlader simpelthen at se, at der er andet i deres liv, som er helt nede på jorden, almindeligt, rodet, støvet, gammelt, slidt. Jeg bygger i stedet et glansbillede op, og forestiller mig, at disse "andre" er lige så tjekkede, smarte og dygtige på alle punkter i livet. Og det er smpelthen ikke rimeligt. Hverken overfor mig selv eller dem.

Hmmm. Øv.

Og så i kirke, efter endt skænderi og tørren øjne, lytte til en rigtig god prædiken, få sat ord på, at Gud har indkaldt mig til længerevarende MUS samtale... Og at success kan se meget anderledes ud, alt efter hvilke briller, jeg har taget på.

Heldigvis er Gud er kærlig chef, som ikke ønsker at prikke til os for at være ond. Det er altså fordi han ønsker det bedste for os. Så han sluttede rutsjebaneturen for mig ved at sende en god ven med et skulderklap til mig... en lille besked om at bibeholde glæden i alt hvad man gør. (Tak, Carsten, for din vilje til at høre og handle)

Ja. Jeg skal blive ved med at åbne op, der hvor jeg har lukket i. Jeg skal turde vise Gud alle mine gamle, støvede kasser. Så må jeg stole på, at han faktisk er i stand til at grovsortere. Jeg er nød til at bevare glæden i alt hvad jeg giver mig i kast med - og derfor har jeg brug for at luge ud, smide ud, støve af... og fortsætte MUS samtalen med den eneste, der altid taler sandt:

Gud er ikke et menneske, så han lyver,
et menneskebarn, så han angrer.Når han har sagt noget, gør han det;
når han har lovet noget, lader han det ske.
4. mosebog 23:19