Pilgrim.
Nu undrer du dig sikkert. Hvad er en pilgrim? Det er da ikke noget, man kan give andre, er det? Hvordan ser sådan en ud?
Min pilgrim er ikke så stor, omtrent 20 cm lang, og så har hun det mest funki'e hår, man kan forestille sig - grønt, gråt, lille og blåt. Med et par stjerneblomster i håret er hun nu meget sød at se på.
Sagen er den, at jeg rigtig godt kan lide smykker - og især smykker fra det danske smykkefirma Pilgrim! Så da Mette fandt denne lille pilgrim i en genbrugsbutik, måtte hun bare købe den til mig. Sødt, synes jeg, og et godt grin værd. (nøgleringsdukke smykket med aflagte pilgrim smykker)
Nu hænger Pilgrim på min skoletaske, så jeg hver dag kan tænke på Mette. Men ikke nok med, at jeg tænker på Mette, jeg tænker også på ordet pilgrim, og på hvad det betyder, og hvad det kunne have af betydning for mig i min hverdag.
Kirsten Kjærulff skriver følgende i en artikel på www.religion.dk:
Pilgrimsfærd, valfart, det er at begive sig af sted bort fra det trygge, hjemlige ud i det fremmede for at komme nærmere Gud. En pilgrim er en rejsende i længsel – længsel efter Skaberen – efter ens oprindelse og dybeste bestemmelse.http://www.religion.dk/artikel/317650:Synspunkt--En-pilgrim-er-en-rejsende-i-laengsel
Jeg synes, det er smukt formuleret - især det der med at være en rejsende i længsel. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere over min egen pilgrimsfærd. For der er ingen tvivl hos mig - jeg længes virkelig efter at komme nærmere Gud, efter at finde min dybeste bestemmelse - meningen med mit liv!
Skal jeg så tage ud at rejse? Skal jeg bogstaveligt talt pakke rygsækken og snøre skoene? Det tror jeg ikke. Det kunne være meget spændende, og sikkert også anstrengende, skræmmende og trættende, og i sidste ende meget givende. Men jeg tror, jeg er midt i en pilgrimsfærd allerede nu - når jeg læser min bibel, beder mine bønner, lytter til talerne i kirken, deler mine tanker med venner, når jeg sammen med andre - og alene - søger efter Guds stemme. Det er altså en daglig ting for mig, det her med at være på vandring - på pilgrimsvandring. Det er en åndelig vandring, som foregår et helt andet sted end ude i bakkerne eller højderne et eller andet fascinerende sted. Dagligt længes jeg efter at komme nærmere min Gud.
Er du på en pilgrimsfærd? Hvis ja, håber jeg du har nogen at vandre med. Nogen, du trygt kan betro dig til, vende dig til og bare hænge ud sammen med. Nogen, som vil samle dig op, hvis du snubler, og som du også vil sætte kræfter ind på at samle op, hvis de skulle få brug for det.
Hvis ikke du har det, kan jeg kun opfordre dig til at søge sådant et fællesskab, til bevidst at lede efter det. Prøv evt. i din lokale kirke.
No comments:
Post a Comment