Vi er netop kommet hjem fra en rigtig dejlig weekend på Birkedal lejr, ikke så langt fra Tølløse. Det var en dejlig lejr, med godt socialt fællesskab, lækker mad (tak til Hilde og Kenneth!), og dejlige møder, lovsang og bøn.
Pinsen er en særlig tid – en tid, hvor vi mindes Helligåndens komme til disciplene, efter at Jesus var død, opstået, og vendt tilbage til himlen. Disciplene var alene, uden deres leder, deres mester, sikkert fortumlede, forvirrede og både spændte på og nervøse for fremtiden. Men Jesus havde ikke efterladt dem uden instrukser - de skulle udbrede budskabet om hans død og opstandelse til hele verden, og han havde givet dem Helligånden.
Jeg har mødt kristne, der påstår, at Helligånden er trådt tilbage – vendt tilbage til himlen, og at han stort set aldrig berører mennesker længere. Disciplenes oplevelser på pinsedag var uden tvivl unikke oplevelser, men i følge disse kristne, vil Helligånden aldrig virke på samme made igen. Jeg er ikke enig. Præcis hvordan han vil vælge at virke, ved jeg ikke, men jeg tror ikke på, at han er gået på “pension”. Jeg tror ikke på, at han har trukket sig tilbage. Jeg tror ikke på en lukket himmel, og en Bibel fuld af historier fra gamle dage, som ingen relevans har i dag.
Jeg tror dog på en Gud, som i den grad lever i dag. Jeg tror på Jesu død og opstandelse. Jeg tror på at Helligånden er nærværende og virksom i dag.
De instrukser, Jesus gav disciplene, om at udbrede budskabet om hans død og opstandelse, er instrukser, der gælder den dag i dag. Ligesom Helligånden stadig er virksom og hos os, er det stadig Jesu’ ønske, at vi deler vores kendskab til ham, med andre. Det var aldrig meningen, at han skulle være en velbevaret hemmelighed. Det var ikke meningen, at vi skulle hviske om ham i det skjulte, bange og nervøse og flove over vores tro.
Og det var heller ikke meningen, at vi skulle være tankeløse lalle-hoveder, der konstant slår med biblen. Der er altså tilladt at overveje både tid, sted og metode, når vi fortæller andre om vores tro på ham.
Det er min oplevelse, at kirken det sidste stykke tid er blevet udfordret til at overveje, hvordan vi lever vores liv. Og nej, jeg mener ikke vores kristen-liv… for hvor mange liv er det, vi har? Jeg ved ikke med dig, men jeg har kun ét – og det er i dét liv, at jeg er kristen. Jeg er kristen med hele mit liv, om jeg er hjemme, på arbejde, i kirke eller i Netto. Jeg er kristen selv når jeg er til juefrokost og sommerferiefrokost på min arbejdsplads. Jeg er kristen når jeg opdrager mine børn, skræller kartofler, vasker tøj, brokker mig over ukrudtet og når jeg elsker min mand.
Ja ja, tænker du… hvad er din pointe? Vi andre er vel også kristne…. Og til det vil jeg svare ja, det er I, det er ikke op til mig at dømme eller bedømme, det er ikke mit ærinde eller mit kald. Men jeg vil udfordre både dig og migselv yderligere. Jeg vil opmuntre dig til at vende dit blik indad et øjeblik – og spørge digselv om der er områder, du har erklæret ikke-kristne? Har du indhegnet områder i dit liv, som Jesus ikke må pille ved? Eller har du bygget en mur og lagt tag på, så han ikke kan se derind?
Jesus har på intet tidspunkt lovet os, at det ville være nemt at følge ham. Men han har dog lovet, at han vil være der, hvert skridt af vejen. Og løfter er noget, man skal tro på! Og jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg ikke udfordrer migselv, hvis jeg ikke laver små huller i hegnet eller muren, så Jesus kan få lov til at se det jeg gemmer, vil min tro blive lunken, kedelig, uden brus… livløs.
Og det ønsker jeg ikke skal ske. Jeg vil ikke leve et halt kristenliv. Jeg vil ikke leve mit liv uden Jesus. Jeg synes simpelthen livet er for kort til aldrig at opdage, hvad det er, Gud egentligt havde tænkt sig med mig.
Det er lidt ligesom at betale for at gå biografen, købe den store pakke med popcorn, sodavand og slik, sætte sig godt til rette… og så bare gå igen, når reklamerne er overstået.
Jeg vil ikke nøjes med reklamerne. Popcornene bliver kedelige på et tidspunkt, sodavanden flad, og man får bare huller i tænderne og dårlig ånde af alt for meget slik. Jeg vil have hele pakken – jeg vil være med i actionfilmen! Jeg vil være med, der hvor der sker noget!
For mig har pinsen været hårdtslående i år. Jeg havde en dejlig oplevelse af Helligåndens nærvær og fylde, jeg har lovsynget og ment hvert et ord af det, jeg sang. Jeg har bedt sammen med fremmede, men følt det som om, vi havde kendt hinanden i mange år. Og jeg er blevet udfodret til at træde længere ud på planken – tage nogle flere skridt id i det, jeg tror, jeg er kaldet til. Jeghar fået blod på tanden efter mere action.
