Så er påsken slut, og jeg sidder på min arbejdsplads og skal lave noget fornuftigt, indtil klokken er så mange, at jeg kan sætte mig ud i bilen. Jeg har nemlig en frokost aftale, men det er for tidligt at køre nu. Jeg er faktisk færdig med at undervise for i dag, så man kan roligt sige, det har været en nem opstart efter ferien.

Ferien gik denne gang til Vilnius, Litauens hovedstad. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig, men Vilnius var anderledes, end jeg nok havde forventet. Centrum var super smuk og moderne, der var rent og meget pænt, og folk var generelt meget moderne klædt på. Rundt om, eller måske lige ved siden af det moderne centrum, ligger den gamle by - som så absolut er et besøg værd! Gaderne er smalle og ofte brostens belagte, og husene flere hundrede år gamle. Længere ude ligger de karakteristiske kommunistiske beboelsesblokke, alle i den samme, kedelige grå nuance, som efterhånden er mere sort end grå, takket være alle de mange biler, som Lituanerne tilsyneladende har råd til.

Er der så vildt i Vilnius? (og det er så her, de af os med dårlig humor ikke kan lade væer med at grine en lille smule...)

Noget af det, der var allermest betagende, var de mange kirker, der findes i Litauen. På et tidspunkt gik vi op på en meget høj bakke, for at se nærmere på de tre kors, der står der (til minde om et antal fransiskanske munke, der blev henrettet på samme bakke), og udsigten derfra, når man ikke betragtede de enorme kors, var slående. Storbyen spredte sig smukt ud til alle sider, og overalt stak der fascinerende kirketårne op, uanset hvilken vej man kiggede. Jeg glemte at tælle, hvor mange der var, for jeg måtte samtidig holde skarpt øje med vores yngste datter, som syntes skrænten var et spændende sted at afprøve sine balance-evner... så lille en pige fornemmer jo ikke, at hun sagtens kunne styrte i døden med et enkelt fejlplaceret fodtrin. (Der var langt ned... stejlt og med mange træstammer, man kunne ramme på vejen.)

Vores guide, som vi kun havde en enkelt formiddag, fortalte på udmærket engelsk om hans land. Bl.a fortalte han, at Litauen er det land i Europa, der i længst tid holdt kristendommen fra livet. Hvor mange der døde i kampene mod korsfarerne ved jeg ikke, men det har været slemme tider, det er der ingen tvivl om. Guiden fortalte også, at Litauen i dag så er et af de mest religiøse lande tilbage på vores kontinent. Lidt ironisk, mente han. Og det vil jeg da give ham ret i... men ingen af os kan jo vide, hvad det vil få af betydning i det lange løb, når vi åbner vores døre på klem for Kristus.

A propos de mange kirker - vi var selvfølgelig inde i nogle af dem, og ud over at betragte deres smukke statuer, malerier og stuk, var jeg betaget af mængden af mennesker, der var til diverse påske gudstjenester og messer. Vi ved ikke, om kirkerne er lige fyldte hver søndag, men alvoren og respekten for at stå i Guds hus var tydeligt til stede.

Vi talte med en anden dansk kvinde, som havde overværet nadver uddelingen i den store katedral. Hun sagde lidt misundeligt "tænnk at have sådan et forhold til sin tro. Det har vi ikke i Danmark." Og det kan hun jo tildels have ret i. Men heldigvis for os, er Kristus ikke låst inde i kirkerne. Heldigvis er han ikke begrænset til kun at virke ved højtiderne. Selvom det kan være rart at have nogle konkrete handlinger og traditioner at forholde sig til, er Kristus ikke begrænset af vores manglende forståelse og formåen. Vores døtre spurgte, hvorfor folk gjorde korsets tegn både på vej ind og ud af kirkerne. Godt spørgsmål... "er det gud, der har sagt vi skal gøre sådan?" ville den ene vide. Nej - det er jo noget, vi mennesker har fundet på - for at vise respekt, måske, eller give sig til kende som troende.

I en anden kirke lå skeletterne af 3 martyrer - heldigvis anstændigt dækkede til med klæder (pigerne var forfærdede, da det gik op for dem, at det ikke var dukker). Alle 3 mænd var blevet brutalt henrettet fordi de ikke ville fornægte deres tro på Kristus. Den ene var blevet tortureret på voldsomt inden han blev hængt, at jeg valgte ikke at oversætte alle informationerne for mine børn.

At 3 mænd lader sig torturere og hænge for deres tro på Kristus er vildt. Det er ikke noget, vi er vant til her i lille Danmark. Men det er tankevækkende, at mennesker har holdt så hårdt fast i deres tro, at de til sidst dør af det.

Hvor langt vil du gå?
Hvor langt vil jeg gå?

Måske var der engang lidt vildt i Vilnius.