Jeg har lige siddet og lyttet til Lisa Bevere tale om at slås som en pige - umiddelbart en fornærmelse, skulle man mene, men nu har jeg altså alligevel købt bogen: Og jeg glæder mig til at læse den.

De af jer, der kender mig godt ved, at jeg er meget optaget af det at være kvinde - ikke kun i "verdslig", dagligdags forstand, men i høj grad med henblik på, hvordan jeg (og alle I andre, smukke kvinder) kan blive en kvinde efter Guds eget hjerte. Misundelse er ikke kønt, men jeg må indrømme, at jeg ind i mellem misunder Kong David, at han er omtalt som "manden efter Guds eget hjerte"!

Mænd og kvinder er ikke ens. Det er der nogle, der påstår, eller i hvertfald har påstået. Jeg tror ikke på, at hvis man skræller de biologiske, fysiske forskelle væk, så finder man det samme indenunder. Jo vist, vi er lavet af samme grundstof, men små piger vælger ofte at lege med dukker, og små drenge vælger ofte at lege med biler - af sig selv! Man ved også, at piger på 1-2 år studerer dukkernes ansigter og reagerer på de udtryk, dukkerne har, hvorimod drengene på samme alder vil forsøge at fide ud af, om man kan bruge dukken til andet end at trøste, klæde på og så videre...

Min pointe? At starte en gammel, rusten diskussion op igen? At slå fast, at kvinder virkelig er kværulanter der elsker at snakke uden at tænke først? Næ, selv om det nogen gange er det, jeg bliver mødt med.

Min pointe er at opmuntre dig, kære kvinde - søster - til frimodigt at blive ved med at være den, du er. Du er ikke skabt forkert. Du er ikke et fejlslagent forsøg på en værdig makker til manden i dit liv!

Stasi Eldredge opfodrer os i sin bog - "Det feminine hjerte" - til at møde andre kvinder med spørgsmålet "hvad kan jeg lære om Gud ved at møde denne kvinde?" Jeg synes det er et fantastisk spørgsmål, som giver mig lyst til at udforske de venskaber og relationer jeg allerede har med andre kvinder. Det giver mig lyst til at møde andre kvinder med åbent hjerte og sind - for tænk, hvis de kunne afsløre endnu en flig af, hvem Gud virkelig er! Tænk, hvis jeg kunne komme tættere på Ham, ved at møde en af Hans døtre!

Budskabet jeg gerne vil frem med passer godt til det budskab, Curtis Hinds kom med i vores kirke i Roskilde - at vi ikke kun skal være kristne de 3 timer om ugen, vi er i kirken - at vi skal være ægte mennesker med en ægte tro i vores hverdag - at vores tro ikke skal begrænses til kirkerummet om søndagen, men at vi skal tage den med os og bruge den i vores daglig

dag! Og det er her, det godt kan gå galt for nogen af os... skal vi da så være mini-prædikanter, der slår andre i hovedet med biblen? Nej. Men vi skal elske de andre. Vi skal undlade at sladre. Vi skal holde hemmeligheder, gøre vores arbejde så godt vi kan, hjælpe, når det er tiltrængt... vi skal tjekkevores attitude! Som Joyce Meyer påpeger, så skal vi gøre alt til ære for Gud - så er wc rullen opbrugt, så lad være med at være sur over, at sidste toilet-bruger ikke selv hentede en ny. Hent den selv, med et smil på læben! (lettere provokerende, muligvis, men tænk lige lidt over det)

Kvinde - søster - hvad er du god til? Hvad er det, DU kan, som de andre ikke kan? Måske er det nok at smile til de andre. Det gjorde jeg i morges, da jeg holdt for rødt og fik øjenkontakt med bilisten ved siden af.

Hun så meget morgensur ud, men jeg skrålede med på et glad jazz nummer og kunne ikke lade være med at stikke hende et kæmpe smil. Hendes ansigt forvandlede sig straks fra sur til strålende!

Uanset hvad, så start i det små - smil til de andre, kom med kaffen, hold døren, trøst barnet, der har slået sig... du ved bedst selv, hvor du kan gøre en forskel. Og husk så på, at måske er det en dråbe i havet at smile (eller hvad du nu vælger at gøre), men for et andet menneske kan smil, høflighed og venlige ord være som balsam for en træt og slidt sjæl!

Feast on your life! For all my English-speaking friends.

Feast on your life

In honor of my English-speaking friends, whom I have noticed have discovered my blog, I will from time to time write something in English. Having grown up in a country foreign to my national roots, I am both blessed and slightly cursed (such a strong word, I think), to have had so many factors influencing my life throughout my childhood years.

It is certainly a blessing to have been accustomed to other cultures than my own, my eyes being opened to the fact that there are other ways of doing things and living life. I am not afraid of the world, not scared to leave the safety behind Danish borders - I find travelling fun and enjoyable, aswell as healthily mind stretching. (Not to mention the fact that sometimes, travelling leaves you grateful for what you actually do have at home.)

But having grown up exposed, if you will, to other cultures (in my case at least 2 other than my own), I have also found myself lost in identity. Questions concerning my true identity and nature have earlier on overwhelmed me completely. I wasn't truely Danish, nor Tanzanian, nor American. 

I was just a sorry mix. 

To make a long story short, however, I found myself through a year of therapeutic sessions, much prayer and many tears. Long conversations and times of quite soulsearching were necesarry too. Finally I felt peacefull. I finally found myself. 

My heart skipped a beat and I silently rejoiced when I read Derek Walcotts poem Love after Love, because I felt it summed up, in few words, much of the journey that I had travelled from insignificance to knowing my self:

Love after Love.

The time will come

when, with elation

you will greet yourself arriving
at your own door, in your own mirror

and each will smile at the other's welcome,

and say, sit here. Eat.
You will love again the stranger who was your self.
Give wine. Give bread. Give back your heart
to itself, to the stranger who has loved you

all your life, whom you ignored
for another, who knows you by heart.
Take down the love letters from the bookshelf,

the photographs, the desperate notes,
peel your own image from the mirror.
Sit. Feast on your life.

Så er påsken slut, og jeg sidder på min arbejdsplads og skal lave noget fornuftigt, indtil klokken er så mange, at jeg kan sætte mig ud i bilen. Jeg har nemlig en frokost aftale, men det er for tidligt at køre nu. Jeg er faktisk færdig med at undervise for i dag, så man kan roligt sige, det har været en nem opstart efter ferien.

Ferien gik denne gang til Vilnius, Litauens hovedstad. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig, men Vilnius var anderledes, end jeg nok havde forventet. Centrum var super smuk og moderne, der var rent og meget pænt, og folk var generelt meget moderne klædt på. Rundt om, eller måske lige ved siden af det moderne centrum, ligger den gamle by - som så absolut er et besøg værd! Gaderne er smalle og ofte brostens belagte, og husene flere hundrede år gamle. Længere ude ligger de karakteristiske kommunistiske beboelsesblokke, alle i den samme, kedelige grå nuance, som efterhånden er mere sort end grå, takket være alle de mange biler, som Lituanerne tilsyneladende har råd til.

Er der så vildt i Vilnius? (og det er så her, de af os med dårlig humor ikke kan lade væer med at grine en lille smule...)

Noget af det, der var allermest betagende, var de mange kirker, der findes i Litauen. På et tidspunkt gik vi op på en meget høj bakke, for at se nærmere på de tre kors, der står der (til minde om et antal fransiskanske munke, der blev henrettet på samme bakke), og udsigten derfra, når man ikke betragtede de enorme kors, var slående. Storbyen spredte sig smukt ud til alle sider, og overalt stak der fascinerende kirketårne op, uanset hvilken vej man kiggede. Jeg glemte at tælle, hvor mange der var, for jeg måtte samtidig holde skarpt øje med vores yngste datter, som syntes skrænten var et spændende sted at afprøve sine balance-evner... så lille en pige fornemmer jo ikke, at hun sagtens kunne styrte i døden med et enkelt fejlplaceret fodtrin. (Der var langt ned... stejlt og med mange træstammer, man kunne ramme på vejen.)

Vores guide, som vi kun havde en enkelt formiddag, fortalte på udmærket engelsk om hans land. Bl.a fortalte han, at Litauen er det land i Europa, der i længst tid holdt kristendommen fra livet. Hvor mange der døde i kampene mod korsfarerne ved jeg ikke, men det har været slemme tider, det er der ingen tvivl om. Guiden fortalte også, at Litauen i dag så er et af de mest religiøse lande tilbage på vores kontinent. Lidt ironisk, mente han. Og det vil jeg da give ham ret i... men ingen af os kan jo vide, hvad det vil få af betydning i det lange løb, når vi åbner vores døre på klem for Kristus.

A propos de mange kirker - vi var selvfølgelig inde i nogle af dem, og ud over at betragte deres smukke statuer, malerier og stuk, var jeg betaget af mængden af mennesker, der var til diverse påske gudstjenester og messer. Vi ved ikke, om kirkerne er lige fyldte hver søndag, men alvoren og respekten for at stå i Guds hus var tydeligt til stede.

Vi talte med en anden dansk kvinde, som havde overværet nadver uddelingen i den store katedral. Hun sagde lidt misundeligt "tænnk at have sådan et forhold til sin tro. Det har vi ikke i Danmark." Og det kan hun jo tildels have ret i. Men heldigvis for os, er Kristus ikke låst inde i kirkerne. Heldigvis er han ikke begrænset til kun at virke ved højtiderne. Selvom det kan være rart at have nogle konkrete handlinger og traditioner at forholde sig til, er Kristus ikke begrænset af vores manglende forståelse og formåen. Vores døtre spurgte, hvorfor folk gjorde korsets tegn både på vej ind og ud af kirkerne. Godt spørgsmål... "er det gud, der har sagt vi skal gøre sådan?" ville den ene vide. Nej - det er jo noget, vi mennesker har fundet på - for at vise respekt, måske, eller give sig til kende som troende.

I en anden kirke lå skeletterne af 3 martyrer - heldigvis anstændigt dækkede til med klæder (pigerne var forfærdede, da det gik op for dem, at det ikke var dukker). Alle 3 mænd var blevet brutalt henrettet fordi de ikke ville fornægte deres tro på Kristus. Den ene var blevet tortureret på voldsomt inden han blev hængt, at jeg valgte ikke at oversætte alle informationerne for mine børn.

At 3 mænd lader sig torturere og hænge for deres tro på Kristus er vildt. Det er ikke noget, vi er vant til her i lille Danmark. Men det er tankevækkende, at mennesker har holdt så hårdt fast i deres tro, at de til sidst dør af det.

Hvor langt vil du gå?
Hvor langt vil jeg gå?

Måske var der engang lidt vildt i Vilnius.