Ny blogger, nu med briller og øjenkontakt

Så er jeg hoppet på vognen. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle begive mig ud i blogger-verdenen, men her er jeg altså. Naiv og ny og grøn og våd bag ørene - men med lysten i behold. Så kan starten vel næppe være bedre, vel?

Som mor til 3 børn er der nok at tage sig til. Mens jeg sidder her og klaprer på tastaturet, ligger der bunker af vasketøj, som skal lægges sammen, og der er flere nullermænd end jeg kan tælle, der venter på, at jeg lufter støvsugeren. Der er helt stille i huset - jeg kan kun høre de velkendte lyde, som sådan et hus altid byder på. Der er urets tikken, luftkanaler der klaprer i forårsblæsten, samt andre knirkende lyde, der bare kendetegner mit hus. Det er faktisk et rigtig dejligt hus, jeg bor i. 

Udenfor skinner solen, og i vindueskarmen på min venstre side står en vase fyldt med smukke, gule påskeliljer, købt i Netto til en 5'er pr. bundt. Tænk, at skønhed rent faktisk kan købes for penge - og så endda til en fornuftig pris!

Apropos skønhed, så glæder jeg mig i lige for tiden over alle de skønne mennesker, der er i mit liv. Der er mange omkring mig, både i mit "private" liv samt mit arbejdsliv, og de er alle som en ganske enkelt unikke mennesker. Men hvordan jeg ser dem, kommer ofte an på, hvilke briller, jeg vælger at se med. Kender du det? Der er dage, hvor man har fået taget et lidt for sorte par solbriller på, så alt omkring en virker mørkt og skummelt. Sådanne dage er i virkeligheden ikke så rare, for man bliver så nemt muggen og kommer til at træde andre over tæerne. Så er der dage, hvor man har fået det par på, der er udstyret med et fint lag lyserødt, og man kan ikke komme i tanke om noget som helst, der ikke er som det skal være. Sådan en dag kommer man til at svæve højt over skyerne, og man er faktisk i fare for at komme til at svæve væk fra virkeligheden, og når man så tager brillerne af, bliver man skuffet over, at det fine lyserøde lag ikke gengav virkeligheden virkeligt nok.

Det er nok bedst at bestræbe sig på nogle at få nogle helt andre briller på - nemlig de briller, der gengiver verden som den virkelig er. Eller skulle vi måske helt droppe brillerne, og i stedet se godt og ordentligt på hinanden? Faktisk har jeg lige været på stress kursus og lært, at øjenkontakt fremmer vores tolerance og nærvær overfor hinanden, fordi stoffet oxytocin frigøres i kroppen når vi får øjenkontakt med hinanden.

Jeg vil gerne blive ved med at se mennesker i min hverdag med et par gode, sunde øjne. Jeg vil gerne have øjenkontakt... og glæde mig over alle de mennesker, der bidrager med noget positivt ikke kun i mit liv, men i alle de andres liv også.