Ikke nok med, at det er nyt for mig at blogge, det er også noget helt nyt at bruge billeder... derfor leger jeg lidt og prøver mig frem - jeg er nemlig ikke specielt teknisk begavet.

Men... hvis du ser en række påskeæg her i indlægget, her jeg opnået det jeg ville, nemlig at lægge et billede ind i et indlæg...

I dag har jeg været til danse opvisning med den lokale gymnastik forening. Mit hjerte svulmede stolt, da den ene af mine døtre sikkert indtog gulvet sammen med hendes dansehold og gav den hele armen, med alt hvad hun har lært i løbet af den sidste sæson. Det gik godt. Pigerne (og de få drenge, der også var der) dansede godt og afsluttede hele opvisningen med manér. 

Men én ting slog mig, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt har fået det ud af hovedet endnu. En af de lidt større piger, som faktisk havde et meget smukt ansigt, var så tynd, at jeg flere gange var bange for, at hendes ben ville knække, hver gang hun trampede i takt med musikken. Jeg tror vi alle vidste med det samme, at her er en pige, der lider af spisevægring. Jeg har aldrig set så tynde ben i virkeligheden før - kun på fjernsynet, i dokumentarer om piger, der har anoreksi. Det var et skræmmende syn. En pige, der ellers var så smuk og strålende, men så tynd, at man kom til at tænke på jøder i koncentrationslejrer. Suk!

Den anden aften ploppede jeg ned i sofaen ved siden af mind mand og så  - halvhjertet - et program om tynde Hollywood kendisser. Men pludselige blev det meget interessant - på den kedelige måde - for disse tynde kendisser var ikke bare tynde - de var magre! Skulderblade og rygsøjler nærmest sprang ud af ryggen på dem mens de gik op af diverse røde løbere. Hofteben stak frem under dyre designer kjoler, så man nærmest kunne stikke sig på dem! Og det var netop denne problemstilling, programmet tog op - spørgsmålet om, hvor tynde vi egentlig skal være.

Spørger vi lægerne og diætisterne til råds, ved vi godt hvad de vil svare. Lidt sul skal der til - især hos os kvinder, og især hvis vi har et par børn. Og mange mænd - har jeg ladet mig fortælle - kan faktisk også godt lide, at der er lidt former både til gården og til gaden. Alligevel kæmper rigtig mange kvinder med vægten. Vi tror, vi skal ligne disse tynde kendisser. Vi stræber efter at presse os ned i numre så små, at vi ikke har kunnet passe den størrelse siden vi var unge teenagepiger.

Hånden på hjertet - jeg kender selv til dette pres. På trods af, at mit BMI ligger indenfor hvad der er passende og sundt for en kvinde på min alder og højde, kæmper jeg næsten dagligt med følelsen af at være for stor. For rund. For tyk. Mit hoved fortæller mig én ting, men mine følelser siger noget helt andet. Selv min kropslige fornemmelse fortæller mig, at jeg sagtens kunne klare at tabe et par kilo. 

Det er helt forkert.

Selvfølgelig skal vi stræbe efter at veje det, der passer til os. Vi skal passe på vores kroppe. Vi skal spise sundt og motionere - moderat, og gerne i det fri, har jeg lige lært  -  vi skal pleje det legeme, der bærer rundt på os 24 timer i døgnet.

Vi skal elske os selv og sige nej til vægtslaveriet. Jeg ved bare ikke altid lige hvordan man gør. Det er så fristende at sukke efter de tynde modeller og skuespillere, man ser i fjernsynet. Det er så fristende at fodre sig selv med tanker om at "når jeg har tabt 2-3-4-5 kilo.... SÅ bliver alt godt".

Jeg er bevidst om dette pres, som jeg dagligt mærker inde i mig selv.  Jeg håber, jeg kan videregive en sund holdning til mad, motion og vægt til mine børn, så de kan blive sunde, voksne kvinder. Og så håber jeg inderligt, at medierne og modebladende mere og mere for øjnene op for, hvilke modeller, vores unge piger har bedst af at se på - nemlig rigtige kvinder, som ikke er magre og udsultede.

Ny blogger, nu med briller og øjenkontakt

Så er jeg hoppet på vognen. Jeg havde ellers aldrig troet, at jeg skulle begive mig ud i blogger-verdenen, men her er jeg altså. Naiv og ny og grøn og våd bag ørene - men med lysten i behold. Så kan starten vel næppe være bedre, vel?

Som mor til 3 børn er der nok at tage sig til. Mens jeg sidder her og klaprer på tastaturet, ligger der bunker af vasketøj, som skal lægges sammen, og der er flere nullermænd end jeg kan tælle, der venter på, at jeg lufter støvsugeren. Der er helt stille i huset - jeg kan kun høre de velkendte lyde, som sådan et hus altid byder på. Der er urets tikken, luftkanaler der klaprer i forårsblæsten, samt andre knirkende lyde, der bare kendetegner mit hus. Det er faktisk et rigtig dejligt hus, jeg bor i. 

Udenfor skinner solen, og i vindueskarmen på min venstre side står en vase fyldt med smukke, gule påskeliljer, købt i Netto til en 5'er pr. bundt. Tænk, at skønhed rent faktisk kan købes for penge - og så endda til en fornuftig pris!

Apropos skønhed, så glæder jeg mig i lige for tiden over alle de skønne mennesker, der er i mit liv. Der er mange omkring mig, både i mit "private" liv samt mit arbejdsliv, og de er alle som en ganske enkelt unikke mennesker. Men hvordan jeg ser dem, kommer ofte an på, hvilke briller, jeg vælger at se med. Kender du det? Der er dage, hvor man har fået taget et lidt for sorte par solbriller på, så alt omkring en virker mørkt og skummelt. Sådanne dage er i virkeligheden ikke så rare, for man bliver så nemt muggen og kommer til at træde andre over tæerne. Så er der dage, hvor man har fået det par på, der er udstyret med et fint lag lyserødt, og man kan ikke komme i tanke om noget som helst, der ikke er som det skal være. Sådan en dag kommer man til at svæve højt over skyerne, og man er faktisk i fare for at komme til at svæve væk fra virkeligheden, og når man så tager brillerne af, bliver man skuffet over, at det fine lyserøde lag ikke gengav virkeligheden virkeligt nok.

Det er nok bedst at bestræbe sig på nogle at få nogle helt andre briller på - nemlig de briller, der gengiver verden som den virkelig er. Eller skulle vi måske helt droppe brillerne, og i stedet se godt og ordentligt på hinanden? Faktisk har jeg lige været på stress kursus og lært, at øjenkontakt fremmer vores tolerance og nærvær overfor hinanden, fordi stoffet oxytocin frigøres i kroppen når vi får øjenkontakt med hinanden.

Jeg vil gerne blive ved med at se mennesker i min hverdag med et par gode, sunde øjne. Jeg vil gerne have øjenkontakt... og glæde mig over alle de mennesker, der bidrager med noget positivt ikke kun i mit liv, men i alle de andres liv også.