Det er nu officielt mere end 3 år siden, at jeg skrev mit sidste bog indlæg. Tiden er bare fløjet afsted, den ene dag har taget den anden, og det er umuligt at fortælle om alt, hvad er er sket i de 3 år. Men der er sket meget.
Min ældste datter er blevet 20 år og er i færd med at flytte hjemmefra. Den midterste er 17, går i gymnasiet og er ultra selvstændig. Den yngste er næsten 9 år, går i 2. klasse og stortrives. Selv er jeg stadig lærer på en friskole. Og så er vi flyttet.
I 2013 flyttede vi til Nexø fra Skovlunde, ikke kun fordi Bornholm er et fantastisk dejligt sted, men fordi vi klart oplevede, at Gud havde et ønske om, at vi skulle være her. Det føles stadig meget rigtigt. Vi har en travl hverdag, en stor omgangskreds og et endnu større netværk, og i december flyttede vi fra det ene hus til det andet, fordi svigerforældrene vendte tilbage til øen og købte vores dejlige parcelhus. Det passede lige til dem, og vi var så heldige at finde et andet hus, der passede endnu bedre til os.
Måske er det foråret, der lurer lige om hjørnet, måske er det vinterens stilstand og eftertænksomhed, eller også er det bare fordi jeg kom i tanke om denne blog, at lysten til at skrive har meldt sig igen. Denne gang overvejer jeg dog stærkt at holde mig til mit modersmål - at oversætte alt til engelsk er altså et stort arbejde, som jeg ikke ved, om jeg har tid til... vi må se. Jeg elsker jo det engelske sprog og har før haft engelsksprogede læsere... men tid er ikke altid det, der er mest af.
Nu er der jo også en lille hund på vej, som skal hentes i efterårsferien - det er en hvalp og efter sigende, er det næsten som at få et lille barn igen. Og der er resten af familien, vennerne og kirken, og huset - og ikke mindst haven, som trænger til en gevaldig omgang.
Men midt i alt det er der også mig. Og hvad det betyder, er stadig uvist. Men jeg er her stadig, med lysten til at skrive, skabe, udtrykke mig, udvikle mig og være i kontakt med omverdenen.
Denne blog skal lives op, har jeg besluttet - så det må den nærmeste fremtid blive brugt til. Og du er altid velkommen tilbage, til at finde ud af, hvem jeg er, og hvad jeg vil.