Kære venner! Da jeg var hos jer, adlød I altid omhyggeligt mine anvisninger. Nu hvor jeg er langt borte, skal I i endnu højere grad lade Gud få lov til at fortsætte sit frelsesværk i jeres liv, idet I adlyder ham med dyb ærefrygt. Det er jo Gud selv, som giver jer lyst og styrke til at adlyde ham og gøre hans vilje. Gør det alt sammen uden beklagelser eller indvendinger, så I kan stå som uangribelige forbilleder, Guds uskyldsrene børn. Midt i den fordærvede og forvildede verden skal I være som strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørket.
Filipperbrevet 2:12-15
Lidt over 14 dage inde i min læsning af Biblen (jeg har for nylig valgt at følge en bibellæseplan), læser jeg disse ord fra Paulus. Og når man gør som jeg gjorde den morgen, og startede læsningen med at bede Gud åbne mine øjne og give mig øre, der hører, må man jo forvente, at han taler til én... og det gjorde han.
Når vi gør noget, vi bliver bedt om, under protest, sådan som børn nogle gange vælger at tømme opvaskemaskinen med surmuleri, skaber det en dårlig stemning og ingen glæde. Når jeg som mor har sure børn, er det svært at føle taknemmelighed for deres hjælp i hjemmet. Deres indstilling kan udgøre hele forskellen.
Hvordan mon Gud så ikke har det? Han må nødvendigvis sætte pris på en ordentlig attitude fra vores side også (og så er det lige, det svier, når man selv har bedt Gud tale til en gennem den tekst, man har sat sig ned for at læse...). Jeg synes ellers, jeg plejer at være god, på dette punkt, men der er nok noget om det - hvor der er røg, er der som regel også ild.
Og hvem er det, vi adlyder? Er det Paulus? Tænk, hvis folk bare adlød ham, for at gøre ham glad. Adlyder vi bare præsten? Vores netværksgruppeleder? Eller vender vi os mod den Højeste selv, og adlyder ham?
Vers 15 gav mig også stof til eftertanke: Midt i den fordærvede og forvildede verden skal I være som strålende lys, der skinner for dem, der lever i mørket. Jeg ser ikke dette vers som et løfte om, at vi vil komme til at skinne, bare vi adlyder glad. Jeg opfatter ordet "skal" som et verbum - altså siger verset, at det her med at skinne, det er noget vi aktivt gør.
Jeg tror, at aktiv handling gennem at adlyde med glæde, helt sikkert vil føre til, at vi er skinnende lys.
Og ét er sikkert - med brok og klager skiller vi os ikke ud fra mængden.
Kære Jesus - tilgiv mig de gange, jeg lader min dårlige attitude præge min tjeneste for dig. Tilgiv mig de gange, jeg ikke der længere end til min egen næse. Vis mig hvor og hvordan, jeg kan tjene dig, så jeg kan komme til at lyse for de, der lever i mørket.
Amen.
