Pinse, actionfilm og sodavand uden brus.

Vi er netop kommet hjem fra en rigtig dejlig weekend på Birkedal lejr, ikke så langt fra Tølløse. Det var en dejlig lejr, med godt socialt fællesskab, lækker mad (tak til Hilde og Kenneth!), og dejlige møder, lovsang og bøn.

Pinsen er en særlig tid – en tid, hvor vi mindes Helligåndens komme til disciplene, efter at Jesus var død, opstået, og vendt tilbage til himlen. Disciplene var alene, uden deres leder, deres mester, sikkert fortumlede, forvirrede og både spændte på og nervøse for fremtiden. Men Jesus havde ikke efterladt dem uden instrukser - de skulle udbrede budskabet om hans død og opstandelse til hele verden, og han havde givet dem Helligånden.

Jeg har mødt kristne, der påstår, at Helligånden er trådt tilbage – vendt tilbage til himlen, og at han stort set aldrig berører mennesker længere. Disciplenes oplevelser på pinsedag var uden tvivl unikke oplevelser, men i følge disse kristne, vil Helligånden aldrig virke på samme made igen. Jeg er ikke enig. Præcis hvordan han vil vælge at virke, ved jeg ikke, men jeg tror ikke på, at han er gået på “pension”. Jeg tror ikke på, at han har trukket sig tilbage. Jeg tror ikke på en lukket himmel, og en Bibel fuld af historier fra gamle dage, som ingen relevans har i dag.

Jeg tror dog på en Gud, som i den grad lever i dag. Jeg tror på Jesu død og opstandelse. Jeg tror på at Helligånden er nærværende og virksom i dag.

De instrukser, Jesus gav disciplene, om at udbrede budskabet om hans død og opstandelse, er instrukser, der gælder den dag i dag. Ligesom Helligånden stadig er virksom og hos os, er det stadig Jesu’ ønske, at vi deler vores kendskab til ham, med andre. Det var aldrig meningen, at han skulle være en velbevaret hemmelighed. Det var ikke meningen, at vi skulle hviske om ham i det skjulte, bange og nervøse og flove over vores tro.

Og det var heller ikke meningen, at vi skulle være tankeløse lalle-hoveder, der konstant slår med biblen. Der er altså tilladt at overveje både tid, sted og metode, når vi fortæller andre om vores tro på ham.

Det er min oplevelse, at kirken det sidste stykke tid er blevet udfordret til at overveje, hvordan vi lever vores liv. Og nej, jeg mener ikke vores kristen-liv… for hvor mange liv er det, vi har? Jeg ved ikke med dig, men jeg har kun ét – og det er i dét liv, at jeg er kristen. Jeg er kristen med hele mit liv, om jeg er hjemme, på arbejde, i kirke eller i Netto. Jeg er kristen selv når jeg er til juefrokost og sommerferiefrokost på min arbejdsplads. Jeg er kristen når jeg opdrager mine børn, skræller kartofler, vasker tøj, brokker mig over ukrudtet og når jeg elsker min mand.

Ja ja, tænker du… hvad er din pointe? Vi andre er vel også kristne…. Og til det vil jeg svare ja, det er I, det er ikke op til mig at dømme eller bedømme, det er ikke mit ærinde eller mit kald. Men jeg vil udfordre både dig og migselv yderligere. Jeg vil opmuntre dig til at vende dit blik indad et øjeblik – og spørge digselv om der er områder, du har erklæret ikke-kristne? Har du indhegnet områder i dit liv, som Jesus ikke må pille ved? Eller har du bygget en mur og lagt tag på, så han ikke kan se derind?

Jesus har på intet tidspunkt lovet os, at det ville være nemt at følge ham. Men han har dog lovet, at han vil være der, hvert skridt af vejen. Og løfter er noget, man skal tro på! Og jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg ikke udfordrer migselv, hvis jeg ikke laver små huller i hegnet eller muren, så Jesus kan få lov til at se det jeg gemmer, vil min tro blive lunken, kedelig, uden brus… livløs.

Og det ønsker jeg ikke skal ske. Jeg vil ikke leve et halt kristenliv. Jeg vil ikke leve mit liv uden Jesus. Jeg synes simpelthen livet er for kort til aldrig at opdage, hvad det er, Gud egentligt havde tænkt sig med mig.

Det er lidt ligesom at betale for at gå biografen, købe den store pakke med popcorn, sodavand og slik, sætte sig godt til rette… og så bare gå igen, når reklamerne er overstået.

Jeg vil ikke nøjes med reklamerne. Popcornene bliver kedelige på et tidspunkt, sodavanden flad, og man får bare huller i tænderne og dårlig ånde af alt for meget slik. Jeg vil have hele pakken – jeg vil være med i actionfilmen! Jeg vil være med, der hvor der sker noget!

For mig har pinsen været hårdtslående i år. Jeg havde en dejlig oplevelse af Helligåndens nærvær og fylde, jeg har lovsynget og ment hvert et ord af det, jeg sang. Jeg har bedt sammen med fremmede, men følt det som om, vi havde kendt hinanden i mange år. Og jeg er blevet udfodret til at træde længere ud på planken – tage nogle flere skridt id i det, jeg tror, jeg er kaldet til. Jeghar fået blod på tanden efter mere action.

Pilgrim.

Jeg har fået en pilgrim. Min helt egen pilgrim. Jeg fik hende i søndags, under kaffe pausen i kirken. Det er min veninde, Mette, som har givet mig hende.

Nu undrer du dig sikkert. Hvad er en pilgrim? Det er da ikke noget, man kan give andre, er det? Hvordan ser sådan en ud?

Min pilgrim er ikke så stor, omtrent 20 cm lang, og så har hun det mest funki'e hår, man kan forestille sig - grønt, gråt, lille og blåt. Med et par stjerneblomster i håret er hun nu meget sød at se på.

Sagen er den, at jeg rigtig godt kan lide smykker - og især smykker fra det danske smykkefirma Pilgrim! Så da Mette fandt denne lille pilgrim i en genbrugsbutik, måtte hun bare købe den til mig. Sødt, synes jeg, og et godt grin værd. (nøgleringsdukke smykket med aflagte pilgrim smykker)

Nu hænger Pilgrim på min skoletaske, så jeg hver dag kan tænke på Mette. Men ikke nok med, at jeg tænker på Mette, jeg tænker også på ordet pilgrim, og på hvad det betyder, og hvad det kunne have af betydning for mig i min hverdag.

Kirsten Kjærulff skriver følgende i en artikel på www.religion.dk:

Pilgrimsfærd, valfart, det er at begive sig af sted bort fra det trygge, hjemlige ud i det fremmede for at komme nærmere Gud. En pilgrim er en rejsende i længsel – længsel efter Skaberen – efter ens oprindelse og dybeste bestemmelse.

http://www.religion.dk/artikel/317650:Synspunkt--En-pilgrim-er-en-rejsende-i-laengsel

Jeg synes, det er smukt formuleret - især det der med at være en rejsende i længsel. Og jeg kan ikke lade være med at spekulere over min egen pilgrimsfærd. For der er ingen tvivl hos mig - jeg længes virkelig efter at komme nærmere Gud, efter at finde min dybeste bestemmelse - meningen med mit liv!

Skal jeg så tage ud at rejse? Skal jeg bogstaveligt talt pakke rygsækken og snøre skoene? Det tror jeg ikke. Det kunne være meget spændende, og sikkert også anstrengende, skræmmende og trættende, og i sidste ende meget givende. Men jeg tror, jeg er midt i en pilgrimsfærd allerede nu - når jeg læser min bibel, beder mine bønner, lytter til talerne i kirken, deler mine tanker med venner, når jeg sammen med andre - og alene - søger efter Guds stemme. Det er altså en daglig ting for mig, det her med at være på vandring - på pilgrimsvandring. Det er en åndelig vandring, som foregår et helt andet sted end ude i bakkerne eller højderne et eller andet fascinerende sted. Dagligt længes jeg efter at komme nærmere min Gud.

Er du på en pilgrimsfærd? Hvis ja, håber jeg du har nogen at vandre med. Nogen, du trygt kan betro dig til, vende dig til og bare hænge ud sammen med. Nogen, som vil samle dig op, hvis du snubler, og som du også vil sætte kræfter ind på at samle op, hvis de skulle få brug for det.

Hvis ikke du har det, kan jeg kun opfordre dig til at søge sådant et fællesskab, til bevidst at lede efter det. Prøv evt. i din lokale kirke.

Guds trofasthed - en anden blogger - og Sonicflood med The Everlasting

Ofte kører jeg hjem fra arbejde i stilhed, træt efter samvær med kollegaer og 21 dejlige, snakkende unger. Men i dag trængte jeg bare sådan til at være nær Gud - mærke at han er der, og at han kan alt det, jeg ikke selv kan. Tanker og følelser væltede lidt rundt i mig, og jeg havde brug for at lægge dem ned et sted - allerhelst ved korsets fod, hvor jeg ved, at jeg altid ender alligevel, og hvor jeg ved af erfaring, at Gud er mig nådig igen og igen.

Derfor tændte jeg for cd'en, som sad i - en temmelig larmende lovsangs cd med Sonic Flood, som kræver, at man har energi til at lytte. Jeg skyndte mig forbi de første numre, til jeg fandt et nummer, der var knap så larmende - og så skete det fantastiske! Jeg mærkede Guds nærvær, freden begyndte at indfinde sig i mit hjerte og tanker, og jeg kunne skråle med og tilbede min Gud.

Sangen, jeg havde valgt, er Sonic Floods "The Everlasting" - en fantastisk sang med en dyb tekst, og den satte lige mit liv lidt i perspektiv. Uanset hvad, er Gud trofast - og jeg har ALT at takke for, for mit liv er godt og uden store problemer.

Jeg kender en pige, som har fundet det job hun elsker - hun er nemlig læge, og rejser jævnligt ud af Danmark med Læger uden grænser for at tjene folk, der er meget ringere stillet end os her i Dk. Jeg tænkte også på hende, da jeg så Sonic Floods video, og fik bare lige lyst til at reklamere for hendes blog også: http://lea-inthelandoftheblack.blogspot.com/

Lyt med engang:

Jeg har lige siddet og lyttet til Lisa Bevere tale om at slås som en pige - umiddelbart en fornærmelse, skulle man mene, men nu har jeg altså alligevel købt bogen: Og jeg glæder mig til at læse den.

De af jer, der kender mig godt ved, at jeg er meget optaget af det at være kvinde - ikke kun i "verdslig", dagligdags forstand, men i høj grad med henblik på, hvordan jeg (og alle I andre, smukke kvinder) kan blive en kvinde efter Guds eget hjerte. Misundelse er ikke kønt, men jeg må indrømme, at jeg ind i mellem misunder Kong David, at han er omtalt som "manden efter Guds eget hjerte"!

Mænd og kvinder er ikke ens. Det er der nogle, der påstår, eller i hvertfald har påstået. Jeg tror ikke på, at hvis man skræller de biologiske, fysiske forskelle væk, så finder man det samme indenunder. Jo vist, vi er lavet af samme grundstof, men små piger vælger ofte at lege med dukker, og små drenge vælger ofte at lege med biler - af sig selv! Man ved også, at piger på 1-2 år studerer dukkernes ansigter og reagerer på de udtryk, dukkerne har, hvorimod drengene på samme alder vil forsøge at fide ud af, om man kan bruge dukken til andet end at trøste, klæde på og så videre...

Min pointe? At starte en gammel, rusten diskussion op igen? At slå fast, at kvinder virkelig er kværulanter der elsker at snakke uden at tænke først? Næ, selv om det nogen gange er det, jeg bliver mødt med.

Min pointe er at opmuntre dig, kære kvinde - søster - til frimodigt at blive ved med at være den, du er. Du er ikke skabt forkert. Du er ikke et fejlslagent forsøg på en værdig makker til manden i dit liv!

Stasi Eldredge opfodrer os i sin bog - "Det feminine hjerte" - til at møde andre kvinder med spørgsmålet "hvad kan jeg lære om Gud ved at møde denne kvinde?" Jeg synes det er et fantastisk spørgsmål, som giver mig lyst til at udforske de venskaber og relationer jeg allerede har med andre kvinder. Det giver mig lyst til at møde andre kvinder med åbent hjerte og sind - for tænk, hvis de kunne afsløre endnu en flig af, hvem Gud virkelig er! Tænk, hvis jeg kunne komme tættere på Ham, ved at møde en af Hans døtre!

Budskabet jeg gerne vil frem med passer godt til det budskab, Curtis Hinds kom med i vores kirke i Roskilde - at vi ikke kun skal være kristne de 3 timer om ugen, vi er i kirken - at vi skal være ægte mennesker med en ægte tro i vores hverdag - at vores tro ikke skal begrænses til kirkerummet om søndagen, men at vi skal tage den med os og bruge den i vores daglig

dag! Og det er her, det godt kan gå galt for nogen af os... skal vi da så være mini-prædikanter, der slår andre i hovedet med biblen? Nej. Men vi skal elske de andre. Vi skal undlade at sladre. Vi skal holde hemmeligheder, gøre vores arbejde så godt vi kan, hjælpe, når det er tiltrængt... vi skal tjekkevores attitude! Som Joyce Meyer påpeger, så skal vi gøre alt til ære for Gud - så er wc rullen opbrugt, så lad være med at være sur over, at sidste toilet-bruger ikke selv hentede en ny. Hent den selv, med et smil på læben! (lettere provokerende, muligvis, men tænk lige lidt over det)

Kvinde - søster - hvad er du god til? Hvad er det, DU kan, som de andre ikke kan? Måske er det nok at smile til de andre. Det gjorde jeg i morges, da jeg holdt for rødt og fik øjenkontakt med bilisten ved siden af.

Hun så meget morgensur ud, men jeg skrålede med på et glad jazz nummer og kunne ikke lade være med at stikke hende et kæmpe smil. Hendes ansigt forvandlede sig straks fra sur til strålende!

Uanset hvad, så start i det små - smil til de andre, kom med kaffen, hold døren, trøst barnet, der har slået sig... du ved bedst selv, hvor du kan gøre en forskel. Og husk så på, at måske er det en dråbe i havet at smile (eller hvad du nu vælger at gøre), men for et andet menneske kan smil, høflighed og venlige ord være som balsam for en træt og slidt sjæl!

Feast on your life! For all my English-speaking friends.

Feast on your life

In honor of my English-speaking friends, whom I have noticed have discovered my blog, I will from time to time write something in English. Having grown up in a country foreign to my national roots, I am both blessed and slightly cursed (such a strong word, I think), to have had so many factors influencing my life throughout my childhood years.

It is certainly a blessing to have been accustomed to other cultures than my own, my eyes being opened to the fact that there are other ways of doing things and living life. I am not afraid of the world, not scared to leave the safety behind Danish borders - I find travelling fun and enjoyable, aswell as healthily mind stretching. (Not to mention the fact that sometimes, travelling leaves you grateful for what you actually do have at home.)

But having grown up exposed, if you will, to other cultures (in my case at least 2 other than my own), I have also found myself lost in identity. Questions concerning my true identity and nature have earlier on overwhelmed me completely. I wasn't truely Danish, nor Tanzanian, nor American. 

I was just a sorry mix. 

To make a long story short, however, I found myself through a year of therapeutic sessions, much prayer and many tears. Long conversations and times of quite soulsearching were necesarry too. Finally I felt peacefull. I finally found myself. 

My heart skipped a beat and I silently rejoiced when I read Derek Walcotts poem Love after Love, because I felt it summed up, in few words, much of the journey that I had travelled from insignificance to knowing my self:

Love after Love.

The time will come

when, with elation

you will greet yourself arriving
at your own door, in your own mirror

and each will smile at the other's welcome,

and say, sit here. Eat.
You will love again the stranger who was your self.
Give wine. Give bread. Give back your heart
to itself, to the stranger who has loved you

all your life, whom you ignored
for another, who knows you by heart.
Take down the love letters from the bookshelf,

the photographs, the desperate notes,
peel your own image from the mirror.
Sit. Feast on your life.

Så er påsken slut, og jeg sidder på min arbejdsplads og skal lave noget fornuftigt, indtil klokken er så mange, at jeg kan sætte mig ud i bilen. Jeg har nemlig en frokost aftale, men det er for tidligt at køre nu. Jeg er faktisk færdig med at undervise for i dag, så man kan roligt sige, det har været en nem opstart efter ferien.

Ferien gik denne gang til Vilnius, Litauens hovedstad. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg havde forestillet mig, men Vilnius var anderledes, end jeg nok havde forventet. Centrum var super smuk og moderne, der var rent og meget pænt, og folk var generelt meget moderne klædt på. Rundt om, eller måske lige ved siden af det moderne centrum, ligger den gamle by - som så absolut er et besøg værd! Gaderne er smalle og ofte brostens belagte, og husene flere hundrede år gamle. Længere ude ligger de karakteristiske kommunistiske beboelsesblokke, alle i den samme, kedelige grå nuance, som efterhånden er mere sort end grå, takket være alle de mange biler, som Lituanerne tilsyneladende har råd til.

Er der så vildt i Vilnius? (og det er så her, de af os med dårlig humor ikke kan lade væer med at grine en lille smule...)

Noget af det, der var allermest betagende, var de mange kirker, der findes i Litauen. På et tidspunkt gik vi op på en meget høj bakke, for at se nærmere på de tre kors, der står der (til minde om et antal fransiskanske munke, der blev henrettet på samme bakke), og udsigten derfra, når man ikke betragtede de enorme kors, var slående. Storbyen spredte sig smukt ud til alle sider, og overalt stak der fascinerende kirketårne op, uanset hvilken vej man kiggede. Jeg glemte at tælle, hvor mange der var, for jeg måtte samtidig holde skarpt øje med vores yngste datter, som syntes skrænten var et spændende sted at afprøve sine balance-evner... så lille en pige fornemmer jo ikke, at hun sagtens kunne styrte i døden med et enkelt fejlplaceret fodtrin. (Der var langt ned... stejlt og med mange træstammer, man kunne ramme på vejen.)

Vores guide, som vi kun havde en enkelt formiddag, fortalte på udmærket engelsk om hans land. Bl.a fortalte han, at Litauen er det land i Europa, der i længst tid holdt kristendommen fra livet. Hvor mange der døde i kampene mod korsfarerne ved jeg ikke, men det har været slemme tider, det er der ingen tvivl om. Guiden fortalte også, at Litauen i dag så er et af de mest religiøse lande tilbage på vores kontinent. Lidt ironisk, mente han. Og det vil jeg da give ham ret i... men ingen af os kan jo vide, hvad det vil få af betydning i det lange løb, når vi åbner vores døre på klem for Kristus.

A propos de mange kirker - vi var selvfølgelig inde i nogle af dem, og ud over at betragte deres smukke statuer, malerier og stuk, var jeg betaget af mængden af mennesker, der var til diverse påske gudstjenester og messer. Vi ved ikke, om kirkerne er lige fyldte hver søndag, men alvoren og respekten for at stå i Guds hus var tydeligt til stede.

Vi talte med en anden dansk kvinde, som havde overværet nadver uddelingen i den store katedral. Hun sagde lidt misundeligt "tænnk at have sådan et forhold til sin tro. Det har vi ikke i Danmark." Og det kan hun jo tildels have ret i. Men heldigvis for os, er Kristus ikke låst inde i kirkerne. Heldigvis er han ikke begrænset til kun at virke ved højtiderne. Selvom det kan være rart at have nogle konkrete handlinger og traditioner at forholde sig til, er Kristus ikke begrænset af vores manglende forståelse og formåen. Vores døtre spurgte, hvorfor folk gjorde korsets tegn både på vej ind og ud af kirkerne. Godt spørgsmål... "er det gud, der har sagt vi skal gøre sådan?" ville den ene vide. Nej - det er jo noget, vi mennesker har fundet på - for at vise respekt, måske, eller give sig til kende som troende.

I en anden kirke lå skeletterne af 3 martyrer - heldigvis anstændigt dækkede til med klæder (pigerne var forfærdede, da det gik op for dem, at det ikke var dukker). Alle 3 mænd var blevet brutalt henrettet fordi de ikke ville fornægte deres tro på Kristus. Den ene var blevet tortureret på voldsomt inden han blev hængt, at jeg valgte ikke at oversætte alle informationerne for mine børn.

At 3 mænd lader sig torturere og hænge for deres tro på Kristus er vildt. Det er ikke noget, vi er vant til her i lille Danmark. Men det er tankevækkende, at mennesker har holdt så hårdt fast i deres tro, at de til sidst dør af det.

Hvor langt vil du gå?
Hvor langt vil jeg gå?

Måske var der engang lidt vildt i Vilnius.

Ikke nok med, at det er nyt for mig at blogge, det er også noget helt nyt at bruge billeder... derfor leger jeg lidt og prøver mig frem - jeg er nemlig ikke specielt teknisk begavet.

Men... hvis du ser en række påskeæg her i indlægget, her jeg opnået det jeg ville, nemlig at lægge et billede ind i et indlæg...